Få stabile voksne og små børnegrupper er afgørende for at skabe tryghed og tillid, mens for meget skiftende personale for et barn, der er traumatiseret, vil skabe endnu mere utryghed, understreger Susanne Bregnbæk. Derudover bør børnegrupperne være små.

"I små børnegrupper er der ofte bedre mulighed for at komme ned i tempo, så alle kommer med. Lige som der er større mulighed for at komme til orde, også hvis det at komme til orde ikke betyder at kunne tale sammen, men at blive set og hørt nonverbalt, for eksempel via aktiviteter."

Tag barnet i hånden og skab plads til fleksibel deltagelse, så barnet stille og roligt kan komme mere og mere ind i en aktivitet og lære den at kende. For barnet kan langt hen ad vejen aflæse gode intentioner via kropssprog og mimik.

Derudover kan en langsom indkøring og korte dage være vigtig, siger Susanne Bregnbæk. 

"Det er forskelligt, hvor traumatisk og svært det er, og derfor er fleksibilitet supervigtigt. I de flygtningegrupper jeg har studeret, blev indkøringen i mange tilfælde forceret, fordi forældrene f.eks. skulle i sprogskole og praktik hurtigt. Der blev ikke taget hensyn til, hvor sårbart det egentlig var." 

Vær fleksibel, åben og klar til at lytte.

Det gælder både mellem voksen og barn, men også mellem medarbejder og forældre, der er en vigtig kilde til baggrundsinformation om, hvad barnet har oplevet, og hvordan hverdagen ser ud lige nu og her.

Nogle pædagoger kan være bange for at spørge ind til bestemte ting eller man kan være i tvivl om, hvor lidt eller hvor meget man skal spørge. Prøv dig frem, lad være med at udfrittet barnet og skab nogle tillidsfulde rum, hvor du kan gribe situationen, når barnet får lyst til at fortælle. Det kan være, når I sidder og tegner eller lytter til musik. 

"I én daginstitution, oplevede jeg, at barnet lige pludselig tegnede, hvordan det var at være i et beskyttelsesrum. Så spurgte børnene og hun begyndte at fortælle, og det havde hun ikke gjort før," siger Susanne Bregnbæk og foreslår, at det også kan ske via eventyr og historier, som børnene kan fortælle videre på og dermed være med til at udvikle pædagogikken. 

For eksempel ved at læse børnelitteratur fra andre lande, som man kan fortælle videre på, eller ved at lære rim og remser fra andre lande. 

"Find ud af, hvad det enkelte barn har med sig, som det kan lide og som kan få barnet med ind i fællesskabet." 

Vær sensitiv over for hele børnegruppen, især hvis der er andre flygtningebørn. Spørg til deres erfaringer, og hvordan det var, da de kom til, så der bliver skabt et fællesskab mellem børnene.

"Det er vigtigt, at de ikke kommer til at føle, at der er forskel på kategorier af børn. Der må ikke blive skabt et a- og et b-hold, og hverken de gamle eller nye børn må glemmes. Heller ikke om et år," siger Susanne Bregnbæk og peger på, at det kommer til at tage tid for børnene at falde til. 

"Pædagogerne synes i udgangspunktet, at det bliver spændende. Det er en opgave, de måske aldrig har prøvet før, men efter noget tid kan pædagogerne komme til at opleve børnene som et integrationsproblem, fordi de måske ikke har lært sproget, der er konflikter på den ene eller anden måde. Og så slipper tålmodigheden måske op," siger hun, og tilføjer, at de midlertidige opholdstilladelser gør, at "integrationspresset på pædagoger og familier forhåbentligt kan vige lidt i baggrunden". 

Og det er ekstremt vigtigt at have øje for.  

"Der vil være en form for sorg og savn, som barnet gennemlever og som ikke går væk, men bliver ved med at være der i større og mindre grad. Det kan gøre, at barnet bliver enten indesluttet eller udadreagerende. Men forståelsen for barnet skal blive ved med at være der. Det er det allervigtigste."

Læs her, hvad børne- og undervisningsministeriet skriver om modtagelsen af ukrainske flygtningebørn.