Når Ida Thomsen kommer forbi med sin vogn, møder hun ofte pårørende til beboerne. Hos Birgit er det lillesøsteren, der er på besøg sammen med sit reservebarnebarn. Birgits søster har 25-års jubilæum som pårørende på Dragsbækcentret, hvor deres forældre også har boet. ”At Ida kommer forbi og forkæler, er jo en hverdagsluksus, vi sætter stor pris på,” siger hun. Tobias Stidsen

”Jeg er ikke som de andre,” synger Ida Thomsen, da hun sætter sig hos 90-årige Ellen, som synger videre: ”Jeg er noget for mig selv.” Ellen elsker baconchips og Baileys, og hun tøver ikke med at dele. ”Skal I ikke have en lille en?” spørger hun fagbladets journalist og fotograf. ”Nej tak, vi er jo på arbejde,” svarer vi, men det lader Ellen sig ikke spise af med: ”Jeg skal nok lade være at sladre.” Tobias Stidsen

Selvom Ida Thomsens job går ud på at liste lidt søde sager i maven på dem, der er underernærede eller har nedsat appetit, bruger hun også meget tid på at sludre med de ældre. Om vejret, børne- og oldebørn og gode minder fra gamle dage. Men sjældent om sygdom. ”Jeg kommer kun for at hygge. Sygdom snakker de så rigeligt om i forvejen.” Tobias Stidsen

Ida Thomsen gør sig umage med at anrette små tallerkener med beboernes yndlingssnacks. ”Det nytter ikke noget bare at klaske det på. Det skal se indbydende ud, for så er der større sandsynlighed for, at det bliver spist.” Tobias Stidsen

”Jeg skal bæres ud herfra,” siger Ida Thomsen, som er ret sikker på, at hun har verdens bedste job. Det er guld værd at få lov til at fokusere på hyggestunder med borgerne, synes hun. Og fordi hun er uddannet social- og sundhedshjælper, kan hun give en hånd med, hvis der er brug for det. Men hun tæller ikke med i personalenormeringen. Tobias Stidsen