FOA har travlt med at presse på for løsninger på medlemmernes vegne – på tværs af faggrupper og i samspil med andre faglige organisationer. Min rolle i det kaster indimellem hårde ord af sig i Facebook-debatter, hvor der har været udsagn om, at jeg er usolidarisk og regeringens talerør.

Har jeg været tavs under sygeplejerskernes konflikt? Ja, i vid udstrækning, men det er helt i tråd med den aftale, vi har mellem organisationerne om, at vi først blander os, når den konfliktbærende organisation beder os om det. Jeg har tre gange under konflikten spurgt formanden for Dansk Sygeplejeråd, om der var behov for forhandlingsfællesskabet. Og svaret var nej.

Nogle er blevet provokeret af mit argument om, at et løft af grundlønnen til én faggruppe efter afslutningen af OK21 vil føre til, at alle andre faggrupper kommer til at betale via reguleringsordningen. Men det er fakta, at ordningen fungerer på den måde, og derfor er løsningen ikke at smide penge på bordet uden om forhandlingssystemet.

Jeg opfordrer derfor til, at arbejdsgiverne gentænker deres nej til at undtage særydelser og overarbejde som følge af corona fra reguleringsordningen. Arbejdsgiverne er også velkomne til at bruge lokalløn, men de skal huske at tænke på tværs af faggrupper.

Vi kan ikke løse lavtløns- og ligelønsproblemer inden for rammen af en overenskomstforhandling, og derfor har jeg været pennefører på et forslag, som Forhandlingsfællesskabet vedtog, og som førte til, at regeringen sagde ja til en lønstrukturkomité – et arbejde som også KL og Regionerne har sagt ja til, hvilket er en landvinding.

Kampen for at løfte lønnen til velfærdsfagene er en fælles kamp. Arbejdet i lønstrukturkomitéen giver ikke i sig selv en garanti, men det er en vigtig forudsætning for, at vi på tværs af organisationer og faggrupper kan skabe et grundlag, der kan føre os videre og i mål. Det klarede lønkommissionens arbejde i 2010 nemlig ikke.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.