Det er en af de dårlige dage, siger hun. I køkkenet og stuen er gardiner og persienner trukket for, fordi lyset skærer mere, når hun i forvejen er i smerter. En berøring på benene kan føles som 100 nålestik, og hun mærker jag fra iskias-nerven hele vejen ned til storetåen. Det er en kamp blot at stå og gå.

Det har været livsvilkår for Marianne, siden hun i 2013 forværrede den rygskade, hun pådrog sig i en arbejdsulykke fire år tidligere. Livsvilkår ligesom de smertelindrende piller, hun skal tage, når hendes telefon alarmerer hende om det fire gange dagligt. Hun ønsker at optræde anonymt i artiklen, derfor er Marianne et dæknavn. Fagbladet FOA er bekendt med hendes rigtige identitet.

”Jeg har flere dårlige dage end gode dage,” siger Marianne, mens hendes stemme skælver, ”men det skal jeg ikke tænke på, for så bliver jeg ked af det.”

Læs også: Birthe faldt over en wire til et juletræ: Nu får hun millionerstatning

En oktoberdag i 2009 skulle Marianne hjælpe en borger til lægen. Hun arbejdede som social- og sundhedsassistent med borgere, der havde pådraget sig hjerneskade, men som stadig boede i eget hjem. Denne specifikke borger var aggressiv, fortæller hun, men hun kendte borgeren personligt fra en tidligere omgangskreds, og det ville måske hjælpe på hans udadreagerende adfærd.

Da Marianne forsøgte at hjælpe borgeren over i sengen efter et bad, trak borgeren hårdt fat i sengehesten, og Marianne røg forover. Med det samme mærkede hun smældet i ryggen, men alligevel fik hun kørt borgeren til lægen.

”Jeg mærkede, at det gjorde ondt, da jeg satte mig ind bilen, men da jeg skulle ud igen, var den hel gal. Der havde jeg så voldsomme stærke smerter, så jeg kørte til lægen og begyndte faktisk først på arbejde igen et halvt år senere,” siger Marianne.

Læs også: Erstatningsnævnet forsinker afgørelse i Helles voldssag: ”Jeg føler mig ikke værdsat”

Ulykken blev hurtigt anmeldt som en arbejdsskade, og i 2010 vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) hendes varige mén til fem procent. De gav dog et afslag på et erhvervsevnetab, hvilket social- og sundhedsassistenten klagede over til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen i juli 2011.

Imens lykkedes det Marianne at vende tilbage på fuld tid.

”Jeg havde smerter, men jeg betegnede det bare som en dårlig ryg, og det lider mange jo af, tænkte jeg. Jeg var heller ikke parat til at miste mine arbejdskolleger eller min identitet som social- og sundhedsassistent,” siger hun.

I 2013 tog smerterne dog til. Hun var startet i et nyt arbejde, hvor borgerne skulle have hjælp til alt fra bad til indkøb. Det sled så hårdt på hende fysisk, at hun ikke kunne sove om natten. 

Hun måtte sygemeldes igen, og derefter startede hendes rejse ind i beskæftigelsesindsatsens regeljungle med sygedagpenge, kontanthjælp, ressourceforløb, mentorforløb og arbejdsprøvning. Hun nåede at arbejde i en zoologisk have og til sidst på et plejecenter i 2016. Her bad personalet hende om ikke at komme mere, fortæller hun.

”De kunne se, at jeg var dårlig. Jeg kunne knap nok gå, og jeg kastede op flere gange af mine smerter, mens jeg var på arbejde,” siger Marianne.

Det var sidste hun gang, hun kom til at arbejde.

Førtidspension

Sideløbende kørte Mariannes arbejdsskadesag. I 2013, efter forværringen af hendes smerter, søgte hun om en genoptagelse af sagen. AES hævede méngraden til 10 procent, men afviste stadig et tab af erhvervsevne. I oktober 2015 bad hendes lokale FOA-afdeling om, at erhvervsevnetabet endnu en gang blev genoptaget, og samtidig påklagede lokalafdelingen afgørelsen om hendes varige mén.

I 2017 blev Marianne indstillet til en stationær førtidspension blot 45 år gammel.

”Det var det bedst mulige resultat. Jeg var nået så langt ud, at jeg følte mig syg af at være i systemet. Førtidspension gav mig en ro, hvor jeg vidste, at jeg ikke lige pludselig skulle revurderes igen, og at der ikke blev krævet alt muligt fra mig for at kunne få en indkomst,” siger hun.

Læs også: Retsordførere i oprør: Krænkende at sosu-eleven Line skal vente på erstatning

Fra 2017 til september i år blev Mariannes méngrad og erhvervsevnetab vurderet flere gange af både AES og Ankestyrelsen. Det skyldtes modstridende klager fra henholdsvis FOA og så det forsikringsselskab, der skulle udbetale en potentiel arbejdsskadeerstatning, viser sagsdokumenter.

Et gennembrud opstod i februar i år, da FOA opdagede, at Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til samtlige af Mariannes gener. Det påpegede FOA over for Ankestyrelsen, som genoptog sagen i april. I september faldt der afgørelse i sagen. Hun har fået udmålt et erhvervsevnetab på 95 procent og en méngrad på 18 procent. I erstatning får hun 7,5 millioner kroner i runde tal. Det skal dække hele hendes indkomst, indtil hun pensioneres.

”Folk grinede af mig, da jeg betalte fuldt kontingent til FOA, mens jeg var sygemeldt. Jeg vidste, at jeg ville få brug for deres hjælp, og det fik jeg. Det er jeg så glad og taknemlig for,” siger Marianne.

I FOA Guldborgsund, som er lokafdelingen, der har arbejdet med sagen, er man også glad for, at sagen er afsluttet med en erstatning efter så lang tid.

”Der er ingen mennesker, der ikke vil have et godt helbred. Derfor er vi glade for, at det endelig er blevet anerkendt, at det er selve arbejdet, som har gjort skade på vores medlem. Og samtidig er vi rigtig glade på hendes vegne for, at det endelig lykkes hende at få sin retfærdige erstatning,” siger formand i FOA Guldborgsund, Bodil Marker.

Læs også: Sosu-elev blev overfaldet på jobbet: Lines sag tæller mindre end erstatning til minkavlere

Marianne har brugt nogle af pengene på et nyt hus og sin drømmebil – en Opel Meriva fra 2014 med en masse ekstra udstyr, fordi det tidligere har været en handicapbil – som en gave til sig selv. Pengene kan dog ikke betale af på det savn, hun stadig har til sit tidligere arbejde som social- og sundhedsassistent.

”Jeg får ikke nogen ny ryg, eller jeg får ikke færre smerter, fordi jeg har fået de penge. Jeg savner mit arbejde rigtig meget, og jeg kan blive så bitter en gang i mellem. Hvorfor lige mig?” spørger hun og fortsætter:

”Så tager man lige en tudetur, og så er der ikke andet at gøre end at slippe den følelse.”

Og når hun har de gode dage, så handler det også om at udnytte det. Også selvom det koster dagen efter, og smerterne tager til.

”Jeg er blevet bedre til at forkæle mig selv, når jeg har det godt. Så nyder jeg at gå en tur midt på dagen med min hund, hvis jeg har kræfter til det, eller jeg prioriterer at tage mere ud og være sammen med veninder,” siger Marianne.