Annonce

pleje

Styrelse lukker privat hjemmepleje på grund af alvorlige fejl

Privat hjemmeplejefirma skal indstille driften i Aarhus Kommune, efter at tilsyn afslørede 'kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden'. Det er første gang nogensinde, styrelsen tager det skridt.

Annonce

Den kommunale hjemmepleje i Aarhus Kommune overtager omkring 1.300 borgere, efter privat hjemmeplejefirma har fået midlertidigt forbud mod at udføre personlig pleje og praktisk hjælp. Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

For første gang nogensinde har Styrelsen for Patientsikkerhed påbudt et privat hjemmeplejefirma at indstille al 'sundhedsfaglig virksomhed'.

Der er tale om Berit's Hjemmepleje, der fra fredag klokken 12 ikke længere må give personlig pleje og praktisk hjælp til de omkring 1.300 borgere i Aarhus Kommune, der har valgt firmaet som leverandør af hjemmehjælp.

Det sker, efter Styrelsen for Patientsikkerhed på tilsynsbesøg blandt andet konstaterede fejl og mangler ved medicinhåndteringen, der udgør en 'alvorlig risiko for fejlmedicinering', skriver styrelsen i sin tilsynsrapport.

Den kommunale hjemmepleje i Aarhus Kommune overtager øjeblikkeligt det private plejefirmas omkring 1.300 borgere.

Turbo-planlægning

Det vil medføre et enormt pres på kommunens medarbejdere, forudser Britha Lund Sørensen, der er fællestillidsrepræsentant i kommunens hjemmepleje.

”Der har været behov for akut planlægning, og det har kørt på turbo den seneste timer. Det skaber udfordringer, og der vil uundgåeligt være medarbejdere, der får pålagt ekstra vagter henover weekenden, fordi de skal overtage de borgere, der har brug for daglig hjælp. Det giver en ekstra stor belastning i en tid, hvor vi i forvejen er meget pressede. Det er klart,” siger Britha Lund Sørensen.

Fagbladet FOA har været i kontakt med Berit's Hjemmepleje. Her oplyses det, at indehaver Berit Bækgaard Thomsen ikke er til rådighed for en kommentar. På virksomhedens hjemmeside står der om styrelsens afgørelse:
 
”Vi er meget kede af, at Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning vil betyde, at vi skal lukke vores ellers velfungerende afdeling i Aarhus Kommune, og meget kede af, at alle vore kunder skal overgå til kommunal hjemmepleje uden frit valg.”

Medlemsmøde mandag

Berit's Hjemmepleje har forbud mod at udføre hjælp og pleje i Aarhus Kommune, indtil de kritisable forhold er bragt i orden, og styrelsen ved nyt tilsyn vurderer, at det er forsvarligt at modtage personlig pleje og praktisk hjælp af det private plejefirma.

Udover afdelingen i Aarhus har Berit's Hjemmepleje også afdelinger i Horsens og Hedensted, og disse er ikke omfattet af det midlertidige forbud.

FOA Aarhus vil nu indkalde alle berørte medlemmer fra det private hjemmeplejefirma til et møde mandag.

Fagbladet FOA arbejder på at få en kommentar fra Aarhus Kommune.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev