Dagbladet Politiken har hen over sommeren beskæftiget sig med temaet: Lever vi fortsat i et klassesamfund? Opdelingen af mennesker i besiddende (kapitalister) og besiddelsesløse (arbejdere) og den ulighed, det skaber, var anstødsstenen til etableringen af fagbevægelsen for 150 år siden. Kampen for et værdigt liv med frihed, demokrati og muligheder for at kunne forbedre egne og ens børns levevilkår var drivkraften for pionererne i vores bevægelse. Altså kort og godt: De besiddende skulle afgive privilegier, så det store flertal ikke skulle lide nød. Arbejderne stod sammen, og målene var relativt klare og forståelige.

Klassesamfundet eksisterer i bedste velgående, og uligheden i Danmark og i verden er til at få øje på. Forskellen i dag er, at kampen ikke alene drejer sig om at fordele goderne mere retfærdigt, men også om at sikre, at der overhovedet er lande og områder, hvor arbejderne kan leve om 10, 20, 50 år. Ud over at klassekampen burde være mere nærværende for os alle, så er kampen mod klimaforandringerne ekstrem vigtig.

Fagbevægelsens dilemma er, at vi i dag ikke står sammen om noget. Vi evner ikke at formulere fælles krav og mål, som mobiliserer medlemmerne og skaber bred opbakning til handling.

Overenskomstsystemet, sygeplejerskernes strejke og den stigende ulighed er aktuelle eksempler på det. Hvis vi ikke igen gør (fordelings)kampen til omdrejningspunktet for fagbevægelsens virke, og hvis vi ikke kan genskabe en solidarisk adfærd blandt lønmodtagere, så ser det skidt ud for den besiddelsesløse klasse i almindelighed og for fagbevægelsen i særdeleshed.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.