Sygeplejerskerne varsler strejke ovenpå deres nej til overenskomsten.

De er utilfredse med lønnen, der stammer tilbage til tjenestemandsreformen i 1969, hvor kvindernes løn blev set som et supplement til mændenes og derfor var langt lavere. Utilfredse med at have knoklet igennem et coronaår, hvor de igen og igen er blevet bedt om at aflyse ferier, fridage og har haft for lange vagter. Utilfredse med uretfærdigheden, for de er mere værd. De har fortjent bedre. 

Men det gælder ikke kun sygeplejerskerne, siger forbundsformand i FOA, Mona Striib. 

”Den manglende ligeløn – eller værdiansættelse, der har været i typiske kvindefag i den offentlige sektor – går på tværs af fagområderne. Alle de fag, der er blevet indplaceret for lavt, fordi man anskuede manden som forsørger, og så kvindernes løn som supplement i husholdningen. Og den grundindplacering slår stadig i gennem, også i fag, der er kommet til siden. Men det kan ikke løses ved overenskomstbordet.” 

Læs også: Borgerforslag om ligeløn får 34.000 underskrifter på tre døgn

- Hvorfor ikke?

”Det skal løses politisk på Christiansborg. Vi kan ikke rette op på problemerne ved at bruge de midler, vi forhandler om i overenskomstforhandlingerne. For de midler findes ikke. Det er på Christiansborg, man skal finde de ekstra midler til genopretningen.”

- Men det har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) afvist. Han har netop ment, at det var arbejdsmarkedets parter og i overenskomstregi, der skulle findes en løsning?

”Det er at fralægge sig ansvaret. Christiansborg sidder på den tunge ende af midlerne. Man kan ikke som kommunal eller regional arbejdsgiver gå ind i et forhandlingsrum med os og bare blive enig om at bruge nogle flere penge. Det kan ikke lade sig gøre. Det er en aftale, man skal have med staten.”

Læs også: Pernille Skipper om manglende ligeløn: ”Det var bullshit dengang, og er det stadig”

-Nu er det sygeplejerskerne, der har fået fokus ved at stemme nej til overenskomsten og varsle strejke. Var det rigtigt for FOAs medlemmer at stemme ja til overenskomsten?

”Ja. For problemet kan ikke løses ved overenskomstforhandlingerne. Her er man nødt til at forstå overenskomstforhandlingernes mekanismer. Punkt et: Det offentlige arbejdsmarked må ikke være lønførende. Punkt to: Der er aftalt en reguleringsordning (der sikrer, at lønudviklingen på det private og offentlige områder udvikles parallelt, red.), der betyder, at hvis vi løfter f.eks. sygeplejerskerne, så kommer vi til at betale for det selv via reguleringsordningen. Fordi lønstigningerne så trækkes fra igen. Det ville være det værst tænkelige, der kunne ske. Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært at gennemskue de mekanismer, men hvis vi skal få det rettet op, skal vi have midler, der holdes uden for reguleringsordningen. Ellers kommer alle de andre faggrupper til at betale for det lønløft, de skævt indplacerede faggrupper får.” 

- Hvordan vil du sikre, at FOAs faggrupper ikke bliver glemt, når nu fokus nu er på sygeplejerskernes utilfredshed? 

”Det vil jeg gøre alt for ikke sker. Genopretningen skal ske på tværs, og det sikrer jeg ved det arbejde, vi allerede i gang med i Forhandlingsfællesskabet. Vi har haft det første møde, og vi fortsætter i den kommende uge, hvor målet er en trepartsforhandling på det offentlige område, der skal rette op på skævhederne.”

Ikke læreren og politibetjenten

- Men hvem skal løftes? Er det alle offentligt ansatte?

”Det er de typiske kvindefag med mere end 60 procent kvinder. Det er der, vi tydeligt kan se, at lønforskellen slår igennem.”

- Så det er ikke læreren, politibetjenten eller akademikeren i staten?

”Nej. Vi har to dagsordener, og de hænger tæt sammen. Det er ligeløn og lavtløn, som er lige så vigtig. Hvis vi bliver ved med at fordele lønstigninger i procenter, vil vi blive ved med at give mest til dem, der har de høje lønninger. Derfor skal vi have lønstigninger i kroner og øre. En genopretning af kvindefagene vil få en afsmittende effekt på alle de fag, der ligger lavere lønmæssigt.”

Et nyt momentum

- Men det her har været en dagsorden længe, hvorfor sker der først noget nu?

”Det her er en dagsorden, FOA har kæmpet for i årevis, og det bliver vi ved med. Der er momentum og opmærksomhed nu, og det er rigtig godt, at man i den brede offentlighed og på Christiansborg er begyndt at interessere sig for problemet og nu anerkender, at vi har en udfordring.”

- Så er det noget, vi kan få klaret nu?

”Vi får sat dagsorden, og i bedste fald får vi lavet en aftale om en trepartsforhandling. Det er ikke et arbejde, der kan klares inden for hverken en, to eller tre måneder. Men vi er i gang. Det har vi været længe, men nu har debatten om det fået en ny kickstart."