Annonce

vaccine

Tema: Coronavirus

Frontpersonale har fået anerkendt bivirkninger efter vaccine som arbejdsskade


Op mod fire ansatte i sundhedsvæsenet har fået anerkendt bivirkninger efter en coronavaccine som arbejdsskade, oplyser Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. 54 sager er under behandling. Nu har de mulighed for at få erstatning. 

Annonce

De fleste anmeldte arbejdsskader, der relaterer sig til vaccinebivirkninger kommer fra sygeplejersker og andre hospitalsansatte, men der er også social- og sundhedsmedarbejdere og pædagoger i blandt. Tobias Stidsen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Bivirkninger efter en coronavaccine er i op mod fire tilfælde blevet anerkendt som en arbejdsskade. Det viser en opgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Alvorlige bivirkninger efter vaccinen kan anerkendes som arbejdsskade, hvis man har fået vaccinationen som led i sit arbejde, og hvis der er dokumenteret en skade som følge heraf, oplyser AES til mediet A4 Arbejdsmiljø.
 
”Det er en konkret vurdering i den enkelte sag, hvorvidt en skade som følge af covid-19 vaccination kan anerkendes. En skade efter en vaccination kan også være omfattet af patienterstatningsordningen og bør derfor anmeldes til Patienterstatningen, uanset om den også anmeldes som en arbejdsskade,” siger Lisbet Dyerberg, kundecenterdirektør i AES, til A4 Arbejdsmiljø.
 
Ligesom i andre arbejdsskadesager kan skadelidte få godtgørelse for varige mén og erstatning for erhvervsevnetab.
 
”I de tilfælde, hvor man ikke umiddelbart efter anerkendelse kan vurdere, om der er varige følger, sætter vi revision i sagen. Det betyder, at vi selv tager sagen op igen, når de varige følger kan vurderes,” siger Lisbet Dyerberg fra AES.
 

Læs også: AstraZeneca-vaccine droppes: Det betyder det for frontpersonale

Pædagoger og social- og sundhedsmedarbejdere ramt
AES oplyser, at der lige nu er 54 arbejdsskadesager anmeldt om vaccinationsbivirkninger. Tre ud af fire anmeldelser kommer fra sygeplejersker og andre hospitalsansatte, men der er også social- og sundhedsassistenter og -hjælpere og pædagoger blandt anmelderne. 
 
I de fleste af sagerne har de skadelidte haft influenzalignende symptomer, som er gået væk igen. Symptomerne har givet dem hovedpine, muskel- og ledsmerter, utilpashed og træthed. Men der er også tilfælde med mere alvorlige bivirkninger. Blandt andet sager med balanceproblemer, synsforstyrrelser og diffuse smerter, der har krævet behandling og indlæggelse. 
 
I mindst 10 af de anmeldte sager har de skadelidte modtaget AstraZeneca-vaccinen, der onsdag blev droppet i det danske vaccinationsprogram efter flere tilfælde med alvorlige bivirkninger. I mindst seks af sagerne har anmelderen modtaget Pfizer-vaccinen. I de øvrige sager er ukendt, hvilken vaccine der er blevet givet, skriver mediet A4 Arbejdsmiljø.
 
Hos FOA ser man positivt på, at medlemmer, der har fået en vaccine i forbindelse med deres arbejde, nu kan få anerkendt eventuelle bivirkninger som arbejdsskade. Det fortæller formand for FOA, Mona Striib.
 
”Det var vores forventning. Faktisk har vi som organisation rejst, at vi gerne vil være helt sikre på, at man som ansat ikke bliver sat i en situation, hvor man selv skal bevise, at den alvorlige bivirkning er en følge af vaccinationen. Så vi synes, det er rigtig godt, at det også kan behandles efter arbejdsskadeloven og ikke kun i forhold til patienterstatningen,” siger hun.
 
Til FOAs medlemmer anbefaler Mona Striib, hvis de oplever alvorlige bivirkninger efter vaccinen, at anmelde det som en arbejdsskade. På FOAs hjemmeside kan du læse mere om, hvordan og hvornår du skal anmelde vaccinebivirkninger som en arbejdsskade

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev