Knæk, sagde det. Ikke særlig højt, men lidt ligesom når man knækker fingre. Lyden kom fra Mette Jensens lænd, mens hun sad på hug på et badeværelse på et plejecenter i Aarhus i 2011. Hun var 20 år, og via et vikarbureau var hun ansat på plejecentret. Foran hende lå en benamputeret borger, som var faldet ned fra toilettet. Mette og kollegerne fik borgeren op igen, og knækket fra ryggen, som kun gjorde lidt ondt, tænkte Mette ikke videre over den dag. Det var nok ikke noget. 

Men knækket viste sig at ændre Mettes liv. I dag er hun 29 år, mor til to og førtidspensionist. Når hun står op om morgenen, får hun sendt sine drenge på tre og seks år afsted og tager hjem igen. Hjem i seng. Tiden, indtil børnene skal hentes, bruger hun liggende i en medicindøs for at lade op til at være mor igen. Metadonen gør hende fraværende og sløv, men den tager kun toppen af de smerter, hun har kæmpet efter den dag på toilettet, hvor det lille knæk fra ryggen lød.

”Hver dag er en mandag for mig. Alle dage er ens,” fortæller Mette om sin hverdag.

Tilbage i 2011 gik der et par dage efter knækket fra ryggen, før Mette fik voldsomme smerter. Et halvt år frem lå hun bundet til sengen, og det meste af hendes hukommelse fra den tid er sløret på grund af smerter og stærk medicin. Mette blev sendt frem og tilbage mellem sin læge og fysioterapeut, som mente, at der måtte være noget galt med hendes muskler. 

Efter mange undersøgelser fandt de ud af, at hun havde en diskusprolaps i lænden. Men det var for sent. Diskusprolapsen skulle have været behandlet, længe før den blev opdaget. Fordi hun ikke fik behandling i tide dengang, er hendes nerver i dag hypersensitive.

”Det vil sige, at hvis bare man kører en hånd hen over min lænd, føles det, som om nogen stikker en kniv ind i ryggen på mig,” siger Mette.

Efter diagnosen prøvede Mette alle former for behandling. Akupunktur, varmvandsbehandling, stødbehandling. Intet hjalp hende. Smerterne var stadig ulidelige, så for at aflaste ryggen blev hun opereret. Først en gang og så en gang mere. I dag har hun to afstivende stålplader på hver sin side af rygsøjlen, som er forbundet med skruer.

”Nu er jeg 100 procent stivgjort, så jeg kan ikke bruge den nederste del af min ryg. Jeg kan ikke bukke mig, løfte noget, skifte skraldeposen eller binde snørebånd. Jeg kan hverken stå eller sidde særlig lang tid ad gangen,” siger Mette. 

Sagsbehandlingen af Mettes arbejdsskade har været under al kritik, mener hun. Udover at den har strakt sig over så mange år, er sygdomsforløbet udlagt i strid med virkeligheden i de lægerklæringer, der lægger til grund for Ankestyrelsens seneste afgørelse, mener Mette.

For eksempel i den seneste afgørelse, hvor Ankestyrelsen konkluderer, at hun ikke har en arbejdsskade. Her argumenterer styrelsen med, at Mette skulle have haft rygproblemer inden ulykken skete, da hun havde været til lægen med ryggener. Men Mette kan slet ikke genkende udlægningen, som Ankestyrelse er i besiddelse af. Hun har været til lægen med myoser og muskelspændinger i skuldrene, fortæller hun, og her fik hun at vide, at hun burde få professionel massage. 

”Om det er myoser eller muskelspændinger, er lidt lige meget, for det er jo i hvert fald ikke en diskusprolaps. Jeg har altid været glad og aktiv og har passet mit arbejde,” siger hun.

Desuden lægger Ankestyrelsen i sin afgørelse også vægt på, at hun først anmelder arbejdsskaden i november, hvor ulykken var sket i juni.

”Men når man er 20 år gammel, tænker man ikke, at et knæk fra ryggen er en arbejdsskade, der gør, at man aldrig kommer til at arbejde igen,” siger Mette. 

Styrelsen argumenterer også med, at et biluheld, Mette var involveret i efter ulykken, skulle have forværret hendes ryggener. Men ifølge Mette har hun både skadestuens og lægens ord for, at det ikke er tilfældet. Desuden siger Mette, at hun ikke vil kalde det et biluheld, da det var en bagvedkørende, der uden fart på puffede ind i hende, mens de holdt for rødt.

Ankestyrelsen har ikke ønsket at kommentere på sagen. 

Både fra systemet i sin kamp for at få anerkendt sin arbejdsskade og blandt venner og bekendte har Mette mødt skepsis. Hvordan kan et ungt, raskt menneske blive så invalideret af et lille knæk i ryggen? Mon ikke snart det går over? 

Fordi Mette er ung og ikke ser syg ud, har folk svært ved at forstå hendes alvorlige situation. Det gælder også fremmede mennesker. Når hun handler i supermarkedet og parkerer på handicapparkeringen, bliver hun ofte mødt med kommentarer fra andre handlende såsom: ’Er du godt klar over, at du ikke må holde her?’ og ’så kan man da se, hvordan de unge snyder nu til dags’. Andre sukker bare og ryster på hovedet.  

”Jeg har flere gange parkeret længere væk fra indgangen og bidt smerterne i mig, bare for at kunne blive fri for alle de nedladende bemærkninger,” fortæller Mette.

”For det gør lige ondt hver gang, og jeg har tit slet ikke lyst til at komme udenfor,” siger hun.

Også fra personer i familien og blandt venner kan Mette blive mødt med kommentarer og spørgsmål. Nogle velmenende om, at det nok snart går over. Andre mere uforstående.

”Men jeg har ikke magtet at svare igen og forsvare mig. Jeg har prøvet at være stædig og gemme smerterne væk. Udadtil får jeg det til at ligne, at jeg har det fint nok. Jeg vil helst ikke have, at folk ser mig i den her tilstand, for det er ikke sådan, de husker mig. De fleste ser mig som en frisk og glad person, og det har jeg ikke lyst til at lave om på ved at vise, at jeg er skrøbelig. Så jeg prøver at skjule det,” fortæller Mette. 

Ligesom omverdenen har Mette også selv haft svært ved at rumme sin situation. Derfor har det været udfordrende at skulle vinke farvel til arbejdslivet i så tidlig en alder. Mette har ad flere omgange forsøgt sig med forskellige skoleforløb og uddannelser for at kunne blive på arbejdsmarkedet, men små praktikaliteter har spændt ben for hende.

Busturen fra familiens hus i Malling til uddannelsesstederne i Aarhus, som normalt tager omkring 25 minutter, tager Mette flere timer, fordi hun er nødt til at stå af bussen adskillige gange for at få en pause til ryggen. At skifte klasselokale på tværs af etager i løbet af skoledagen gør, at hun ikke kan få sin specialstol med. Og bare det at slæbe rundt på skoletasken giver Mette så mange smerter, at hun til sidst måtte kaste håndklædet i ringen. 

På et rehabiliteringsmøde med kommunen i 2016 fik Mette derfor at vide, at hun aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet, og at der ikke var andre muligheder end at komme på en førtidspension. Mette var 25 år gammel. 

”Det har været rigtig svær at accepteret, og det er det også stadig,” siger hun.

Mette håber, at hun i det omfang, det er muligt, en dag får en hverdag igen, hvor hun kommer ud af sengen og får kontakt til andre mennesker. Og så håber hun, at hun kan få tilkendt den erstatning, hun oprindeligt fik, så hun, Chris og drengene kan købe et etplanshus, der ikke begrænser hende.

Til november i år skal Mettes sag for retten i Aarhus. Ved sin side har Mette sin advokat fra FOA, og de kæmper for at få Ankestyrelsen til at genbehandle sin seneste afgørelse. 

Formand i FOA Århus, Inge Jensen Pedersen, forklarer, at den her sag skiller sig ud fra andre arbejdsskadesager, fordi sagsbehandlingen er trukket i langdrag. Og det er helt urimeligt, mener hun.

”Der er et alt for stort tidsspænd, fra sagen bliver anmeldt, til hun får en afgørelse. Det er helt, helt urimeligt at aftvinge medlemmet at huske detaljeret, hvad der er sket så mange år tilbage. Det ene øjeblik er man sikret, ni år senere kan man få at vide, at nej, det var man så ikke alligevel. Der er jo noget galt med systemet, når det er sådan her,” siger Inge Jensen Pedersen. 

”Hun skal have en ordentlig afslutning."