”Skal vi bare lade borgeren falde?”

Social- og sundhedsassistent Winnie Jensen fra Skive kigger tænksomt ud i stuen og svarer selv på spørgsmålet:

”Ja. Det er faktisk det, vi skal gøre. Men jeg har én gang ladet en borger falde. Jeg gjorde, som jeg skulle, og det var ganske forfærdeligt. Rigtig grimt. Han faldt og fik en flænge i nakken, og jeg sad med ham, mens blodet fossede ud. Det satte et ar i mig.”

I dag har Winnie Jensen også fysiske ar. Dem fik hun, da hun gennemgik en stivgørende operation i ryggen som følge af, at hun nogle år senere, i 2014, igen stod med en faldende borger. Denne gang greb hun impulsivt borgeren og forhindrede et fald. Det gav et smæk i hendes ryg, og de efterfølgende undersøgelser viste, at Winnie Jensen havde to diskusprolapser i lænden. Nu har hun fået tilkendt førtidspension.

Winnie Jensen forsøgte at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter sin arbejdsskade, men det lykkedes ikke. Hun blev fyret i 2015.

”Jeg var i flere arbejdsprøvninger. Jeg fik meget hjælp, og der blev sat meget i værk, men jeg kunne bare ikke. Hold op, hvor jeg græd, da jeg blev fyret. Det var virkelig hårdt for mig, for jeg var glad for mit arbejde,” fortæller hun.

I dag er Winnie Jensen afskåret fra at gøre mange af de ting, hun før tog for givet.

”Jeg er meget musikinteresseret og plejer at være til festivaler. Men jeg kan ikke gå på flis længere, kun hårdt underlag. Jeg kan heller ikke svinge mine børnebørn. Jeg har kroniske smerter og tager smertestillende medicin. Jeg skal passe på med løft og hvile mig mange gange i løbet af dagen,” siger hun og fortæller videre:

”Da jeg greb ud efter borgeren, fik jeg også nogle tryk på nerverne, der betyder, at jeg nu har problemer med min blære og mine tarme. Det er ikke noget, lægerne kan gøre noget ved.”

Winnie Jensen fik tilkendt førtidspension i oktober 2018, og i februar 2019 faldt den endelige afgørelse om erhvervsevnetab og erstatning. Winnies skader og nedslidning i ryggen har givet hende et varigt mén på 25 procent og et erhvervsevnetab på 85 procent.

”Det har været et hårdt forløb, men jeg har haft Peter Nielsen fra FOA Skive med som bisidder hele vejen. Han er hamrende god, både fagligt og menneskeligt,” siger Winnie Jensen.

Hun er overbevist om, at mange arbejdsskader, stress og nedslidning kan undgås med en bedre normering. Det er noget, der lægger hende meget på sinde.

”Da min ulykke skete, stod jeg alene med 14 meget dårlige borgere. Demente, hjerneskadede, unge og gamle, et meget blandet klientel. Så er man presset og kan ikke gøre tingene ordentligt. Og det kan hidse borgerne op. Jeg vidste altid, at min faglighed var i orden. Det samme var min menneskelighed. Men jeg var så tømt, når jeg kom hjem, fordi jeg havde brugt alle mine kræfter og al min kærlighed på jobbet,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg har set mange kolleger bukke under med stress og depression, og jeg har påtalt det over for ledelsen mange gange. Vi er for få, og vi oplever omsorgssvigt. Folk ligger med afføring for længe,” siger hun.

Winnie Jensen har tidligere været tillidsrepræsentant og har altid sagt sin mening på de arbejdspladser, hun har været på. Men hun føler ikke, det har flyttet ret meget.

”Jeg har stillet mange spørgsmål, men svaret handler altid om økonomi. Hvorfor siger lederne ikke fra? Det er dem, der står med sygemeldingerne og ser, hvordan medarbejderne bliver stressede og deprimerede. Lederne har alle argumenterne.”

”Vores arbejde drejer sig om menneskelighed og omsorg, men når vi er pressede, begynder vi at bide af hinanden. Jeg har set kolleger gå grædende hjem. Dårlig normering giver også dårligt arbejdsmiljø.”

For Winnie Jensen har det altid været vigtigt at påtale det, når hun syntes, normeringerne gik ud over borgere og medarbejdere. Og det faktum, at hun nu er førtidspensionist, har ikke ændret på engagementet. Winnie vil stadig gerne kæmpe for bedre forhold og opfordrer ledere og medarbejdere til at sige fra, når arbejdsbetingelserne bliver for dårlige.

”Der er alt for få hænder, men folk er bange for at miste deres stilling eller komme i et dårligt lys. Det kan ikke nytte noget. Vi skal sige vores mening, men vi skal gøre det konstruktivt. Det er der plads til.”

Trods dårlige arbejdsforhold og stressende hverdage er der ingen tøven, når man spørger Winnie Jensen, om hun savner sit arbejde.

”Ja. Du kan tro, jeg savner mit arbejde. Jeg har haft så mange gode stunder og kan fortælle mange historier om alle de pragtfulde mennesker, jeg har plejet. De mennesker skal jo have et ordentligt liv, og det skal vi være med til at sikre,” siger hun og fortsætter:

”Vi er der for at hjælpe mennesker, der ikke længere kan klare deres liv selv. Men vi bruger tiden forkert. For eksempel på dokumentation. Mennesker vil ikke have dokumentation. Mennesker vil have stjernestunder.”