Vand, sæbe og sprit er blevet en fast følgesvend for os alle under coronapandemien. Sundhedsmyndighedernes budskaber i form af tv-spots, plakater og pjecer er efterhånden trængt ind i vores bevidsthed. Og coronakrisen er ved at lære os alle den samme pointe: Et af de vigtigste våben i kampen mod virus er hygiejne og rengøring.
Derfor er det afgørende, at vi benytter os af jer medarbejdere, der rent faktisk ved, hvordan man stopper virus. Det er jer, der kender de basale grundregler i hygiejnisk rengøring, og hvordan man effektivt bryder smittekæder. I har erfaringen og den nødvendige uddannelse. I ved, hvor risikopunkterne er på sygehuse, bosteder, plejecentre, skoler og i dagtilbud. Og I er dem, der har den faglige viden til at kunne træde ind i en plejebolig, starte i det rene område og ende i det urene, så smitten ikke føres rundt i hjemmet.
I foråret 2020 blev det aftalt, at staten ville dække kommunernes merudgifter til blandt andet den øgede rengøring. Jeg forventer selvfølgelig, at kommunerne får fuld kompensation i både 2020 og 2021, hvilket forliget om finansloven også bekræfter.
Min appel skal derfor lyde til kommunerne, at det er på tide at investere i fagligt kvalificeret personale. Det bør efterhånden være soleklart, at vi fortsat vil have brug for flere personer med den rette faglighed. Ikke blot for at bekæmpe denne pandemi, men også andre infektionssygdomme og udfordringerne med multiresistente bakterier.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.