Overfaldet skete på en nattevagt i august. En patient på afdelingen blev aggressiv og angreb Torben Nielsen, der var overbevist om, at patienten ville slå ham ihjel. Derfor forsøgte han at flygte.
Følelsen af utryghed sidder i ham, når han møder ind på vagt. Men utrygheden har selskab af vreden og frustrationen over de forhold på afdelingen, der førte til, at et overfald kunne finde sted i første omgang. Fagbladet FOA har fulgt Torben Nielsen i en uge på arbejde i psykiatrien.
Læs også: Antallet af politianmeldte volds-sager i psykiatrien er eksploderet
Tirsdag:
Når jeg vågner om morgenen, har jeg ikke lyst til at tage på arbejde. Og på arbejdet er mit hoved fyldt med tanker hele tiden. Hvis der er uro på afdelingen, bliver jeg også urolig i kroppen, jeg sveder og har lyst til at flygte. Sådan har jeg aldrig haft det før, så jeg er nødt til at gøre noget.
Jeg har søgt et nyt job og skal til samtale på fredag i et kommunalt bofællesskab for psykisk syge, hvor jeg ville få nogle andre arbejdsforhold, men stadig nogle af de opgaver, jeg synes er spændende.
På vagten i dag mærkede jeg hele tiden efter, om det er den rigtige beslutning at søge væk. Det er svært at være i den splittelse, for jeg elsker mit arbejde som tillidsrepræsentant, mine kollegaer og arbejdet med patienterne. Jeg føler, jeg spiller fallit, fordi overfaldet kommer til at drive mig til at sige op, men jeg er nødt til at lytte til mig selv.
Onsdag:
På den her aftenvagt har jeg haft hundetravlt. Vi havde en patient, som var selvskadende og ville strangulere sig selv og skære sig i halsen og håndleddene. Jeg var en af kontaktpersonerne, så jeg var med, da vi skulle fiksere personen af flere omgange. Der var ingen tid til at tænke over noget som helst. Det er dejligt at have et arbejde, hvor der sker noget nyt hver dag, og hvor jeg også kan lære noget nyt.
Mange råder mig til at sygemelde mig, når jeg fortæller, hvordan jeg har haft det efter overfaldet, men det ligger bare ikke til mig at skulle gå derhjemme og vente på, at der dukker noget nyt op.
Læs også: Få overblikket: Sådan fordeler de anmeldte voldssager sig
En opvækst med misbrug og kriminalitet har ført Torben Nielsen til et job i psykiatrien. "Jeg har aldrig lavet andet," siger han.
Tobias Stidsen
Torsdag:
Her til aften lykkedes det mig og en kollega at få talt med patienten, der på vagten i går var selvskadende, og få mere ro på. Det er sådan en vagt, der giver mig et rush. Når tiden er der til at tale stille og roligt om tingene, så patienten ikke skader sig selv i 8 timer. Så har jeg sådan en følelse af, at vi klarede det sammen. Når der endelig er tid til at give den omsorg og opmærksomhed, der skal til for, at patienten klarer ikke at selvskade, det er så fedt.
Fredag:
I dag har jeg haft fri og har brugt min fridag på at tage til jobsamtale. Jeg har fået jobbet, og det er rigtig dejligt. De vilkår, vi bliver udsat for, er ikke værd at blive i. Der er kommet flere patienter, der er mere syge, og normeringen følger ikke med. Særligt på nattevagterne har jeg ikke følt mig tryg, fordi vi nogle nætter kun er 3 ansatte på arbejde til 27 patienter. Det gør, at jeg har den samme angst, som jeg havde under overfaldet, jeg stoler ikke længere på mig selv i situationer, hvor vi står med en udadreagerende patient. Jeg er bange for, at jeg kunne finde på at stikke af.
Lørdag og søndag
Det er altid hårdt at have de her weekender med to 12-timers vagter. Men det har været ekstra hårdt i de her dage, fordi jeg ved, at jeg har fået et andet job, som jeg har sagt ja til. Jeg har talt med mine kollegaer om min beslutning, og de er også kede af det, selvom de godt forstår det. Mange siger også, at de godt har kunnet mærke, at jeg ikke helt er den samme spasmager, som jeg plejer at være. Så jeg skal væk. Det har jeg besluttet nu. Selvom jeg føler mig tvunget til at tage beslutningen på baggrund af det her overfald.
I denne her weekend har vi haft travlt, og der er også nogle opgaver, vi ikke kommer i mål med. Det er bare pisseærgerligt, fordi det går ud over patienterne, når vi ikke kan nå de ting, vi skal.
Læs også: Arbejdsgiver dømt for at bryde loven efter grov voldsulykke, der har givet Lone evig smerte
Langt fra den eneste
Torben er langt fra den eneste, der oplever vold og trusler som ansat i psykiatrien. Tal fra 12 politikredse viser, at antallet af anmeldelser, der relaterer sig til personfarlig kriminalitet, er stigende.
Siden overfaldet har Torben Nielsen gjort det til sin mission at belyse de forhold, han har oplevet i psykiatrien. Derfor overvejer han også at stille op for Psykiatrilisten for at forsøge at ændre forholdene på et politisk plan.
Den første januar starter Torben Nielsen i sit nye job, og selvom det har været en svær beslutning at tage, glæder han sig til at komme i gang og til at møde sine nye kollegaer.