Denne fortælling er den tredje i en serie med medarbejdere, der har fået arbejdsrelateret PTSD efter at have arbejdet på bo- eller væresteder. Seriens sidste fortælling udgives i den kommende tid.

Mine tre søskende er eller var alle narkomaner. Så jeg tænkte, at jeg havde godt kendskab til målgruppen, da jeg for ti år siden blev ansat på et værested, der bliver brugt af mennesker med misbrug og psykiske sygdomme. 

Men nej. Jeg var forberedt på at blive kaldt en dum kælling i tide og utide, men at jeg skulle udsættes for en række af seksuelle overgreb og en leder, der negligerede overgrebene - det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Jeg var ansat i fem år, inden filmen knækkede fuldstændig.

Halvanden måned inde i min ansættelse er jeg udsat for det første seksuelle overgreb. Jeg vasker gulv i værestedets smalle køkken, så jeg bakker ligesom ud, mens jeg svinger gulvmoppen. Pludselig står en bruger bag mig, holder mig fast og gnubber sit lem op ad mig. Det isner i mig bare at tænke på det.

Læs også: Vold ødelægger livet for ansatte på bo- og væresteder

Efterfølgende er jeg dybt chokeret. Jeg taler med kolleger. Vi går ind til chefen, der siger, at hun vil lave en indberetning. Det finder jeg senere ud af, at hun aldrig gjorde. I hvert fald ikke til andre end sig selv.

Herefter kommer de ubehagelige episoder i perioder. På én dag kan der sagtens være 2-3 stykker, der så er efterfulgt af en rimelig fredelig måned, inden det eskalerer igen.

Fingre i skridtet

På et tidspunkt har vi en bruger, som på tre forskellige tidspunkter holder mig fast, mens han befamler hele min krop. Flere gange påtaler jeg over for min chef, at jeg ikke vil være alene i rum med ham. Men det nytter ikke. Jeg skal kunne klare mosten, er beskeden.

En anden bruger er meget stor. Ikke tyk, bare stor og stærk. Tidligere klippede han fingre af folk for at indkassere penge. Nu var turen kommet til mig. Han holdt mig nede, mens jeg fik hans fingre op i skridtet. Samme dag blev jeg også overfaldet verbalt og truet med at blive slået ihjel.

Igen opsøger jeg chefen og spørger, hvad vi skal gøre ved det, men lige lidt hjælper det. 

Jeg kan huske, hvordan en kollega på et tidspunkt bringer problemet på banen foran alle. Hun spørger chefen, hvordan vi skal agere, når brugerne rager os på røven. Chefens svar er, at vi da skal være glade for, at nogen gider.

Jeg tænker, at det er håbløst. Men jeg må bare forsøge at være i det: smile og vise brugerne, at jeg vil hjælpe, mens alt i mig skriger ‘løb væk’.

Filmen knækker

Efter fem års ansættelse kan jeg ikke mere. 

Jeg holder på parkeringspladsen ved værestedet, men jeg kan ikke få min krop til at bevæge sig ud af bilen. Min krop er lamslået. Ned ad mine kinder løber tårer. Hele min krop dirrer. Ryster. Som om en bisværm er sluppet løs inden i mig. Jeg har ikke én sammenhængende tanke. Jeg er bange for at ringe op og melde mig syg, for sæt det er chefen, der tager den. Efter 30 minutter får jeg ringet op. Det er heldigvis ikke chefen, og jeg melder mig syg.

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Kort forinden har jeg på et kursus fået sat ansigt på min arbejdsmiljørepræsentant. Hun arbejder på forsorgshjemmet, som værestedet er en del af, men som vi egentlig ikke har noget at gøre med. Jeg kører ned til forsorgshjemmet og fortæller arbejdsmiljørepræsentanten, at jeg ikke kan mere. 

Kort efter er jeg til samtale hos kommunen. Alle er uforstående over for de arbejdsforhold, jeg beskriver. En måned efter bliver min chef fyret. Det er ikke noget, der glæder mig, for jeg ønsker ikke hende ondt. Inden min ansættelse var hun udsat for et voldsomt overfald, og gamle kolleger har fortalt, at hun derefter gradvist ændrede sig. Så jeg tænker, at hun også er blevet svigtet.

Efter min sygemelding kommer jeg ikke tilbage i job. De næste to år sidder jeg hver aften i sofaen under dynen. Foran står et glas fuld af et mix af alverdens psykofarmaka. Der sidder jeg, og tænker på, hvorfor jeg skal blive på denne jord.

For mig er det ikke selvmordstanker. For mig er det fredstanker. Behovet for at få noget fred og ro i kroppen, som i flere år er i oprør. Jeg kan ikke finde ro nogle steder. Min radar kører på højtryk konstant. Alle vegne er der lugte og stemmer, som trigger mig.

I 2017 bliver jeg akut indlagt på den lukkede afdeling. Jeg har egentlig bare en tid ved min psykiater, men jeg forlader åbenbart mit hjem med døre og vinduer. Jeg kan ikke selv huske det, og i venterummet ved psykiateren knækker det helt for mig, og jeg bliver indlagt.

Finder ro i naturen

Selvom jeg er glad for min psykiater, er det ikke psykiatrien, der gør, at jeg efter to års kraftige selvmordstanker, nu har det bedre. De mørke tanker er ikke væk, og de forsvinder nok aldrig. Min krop får heller aldrig fred og ro. Men jeg arbejder på at acceptere, at jeg aldrig bliver den samme igen.

Læs også: Knivoverfald gav Bjørg PTSD: Jeg bliver aldrig den samme igen

Det er en hypnoseterapeut, der har hjulpet mig hertil. Og så er jeg begyndt at træne og gå lange ture i naturen. Det er i naturen, at jeg lader op. 

Jeg har to børn og seks børnebørn. Mine børn ved ikke, at jeg i lang tid hver aften sad og overvejede at forlade denne jord. Det er nok mine børn og børnebørn, der er grunden til, at jeg aldrig bare gav op, for det ville jeg ikke kunne bære at udsætte dem for.

Jeg er ikke nær den bedstemor, jeg var for de to ældste børnebørn. Det gør noget ved en, når man skal slå knuder i sig selv for ikke automatisk at skubbe sine børn og børnebørn væk, når de kommer til en. De er jo det vigtigste i mit liv.

Jeg blev skilt fra min mand sidste år. Jeg bebrejder ham ikke. Det er ikke nemt at have en kone, man ikke må være i nærheden af.

Siden jeg var en lille pige har jeg været vant til at klare mig selv, så det er svært pludselig at være nødt til at bede andre om hjælp. Men jeg er født optimist. Smilet er det vigtigste. Og jeg kan stadig smile.

Har du selv oplevet kritisable forhold i arbejdet i social- og/eller hospitalspsykiatrien, hører vi meget gerne fra dig. Kontakt journalist Rasmus Handberg på rahbn@foa.dk