Knivoverfald, knytnæveslag, sexovergreb og i værste fald drab. Arbejdsmiljøet på bo- og væresteder kan være brutalt, afslører en række tilsynsrapporter fra Arbejdstilsynet.

Og det kan have modbydelige konsekvenser for de ansatte, der er ansat til at hjælpe nogle af landets mest udsatte og syge borgere.

Således har 146 medarbejdere på bo- og væresteder har fået anerkendt posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) som arbejdsskade fra 2013-2019. Det viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som Fagbladet FOA har fået trukket.

PTSD forbindes ofte med en lidelse, soldater i krig får, og ifølge psykolog Jesper Pihl-Thingvad, der forsker i PTSD på bosteder og er ansat på arbejdsmedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, er 146 et ’bekymrende højt’ antal. Han er imidlertid ikke overrasket, fordi der de seneste år har været en høj frekvens af vold på bo- og væresteder.

“Personalet udsættes for en bred vifte af vold fra den mildere ende som spyt, lussinger og riv i hår og ansigt til de grovere tilfælde som slag og spark, kvælertag og væbnede angreb med for eksempel kniv,” siger Jesper Pihl-Thingvad, der som psykolog har flere patienter med PTSD. 

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

“De lider af angst og et liv præget med pludselige billeder og erindringer om de voldsomme hændelser, uden at være i stand til at styre det. De får en adfærd, hvor de undgår ting, der kan minde dem om hændelserne. Kroppen er konstant anspændt, og de har brug for at vide, at de kan flygte fra en given situation. Mange kommer aldrig tilbage til at arbejde med mennesker,” siger Jesper Pihl-Thingvad.

Forsømt område

Til sammenligning har i alt 32 ansat i politiet fået anerkendt PTSD som arbejdsskade i samme periode. Altså væsentligt færre end blandt personale på bo- og væresteder.

Tallene skal ses i lyset af, at der ikke er det samme politiske fokus på risikoen for at udvikle PTSD blandt ansatte på bo- og væresteder som tilfældet er blandt politibetjente. Og Jesper Pihl-Thingvad er ikke den eneste ekspert, der oplever denne problematik som et ’forsømt område’. Det gør krisepsykolog Rikke Høgsted også. 

“Vi er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt anerkendende over for, hvor stor den psykiske belastning blandt personale på bo- og væresteder er, og det afspejler sig både i mediernes og politikernes fokus,” siger Rikke Høgsted, der tidligere arbejdede som krisepsykolog i militæret, og i dag underviser hun blandt andre soldater, betjente og sundhedspersonale i at forebygge psykisk overbelastning.

“Jeg møder sosu’er, der skammer sig over at blive udsat for vold. Som om det er deres egen fejl. Så må jeg fortælle dem, at de skal ranke ryggen, for der er absolut ingen forskel på, om du bliver udsat for vold som sosu eller politibetjent. Belastningen er den samme,” siger Rikke Høgsted. 

Hun peger på, at mennesker, der er ansat til at yde omsorg, ikke møder samme forståelse for arbejdets karakter som eksempelvis politibetjente gør. Deres job betragtes intuitivt som ’hårdt arbejde’. 

“Den manglende anerkendelse og forståelse er faktisk med til at øge risikoen for at udvikle PTSD,” forklarer Rikke Høgsted.

Fem drab på fire år

I 2016 fik risikoen for vold på bosteder imidlertid stor bevågenhed, efter en social- og sundhedsassistent blev knivdræbt af en beboer på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde. Det var dengang femte drab på fire år på bosteder. 

For at komme volden til livs blev der blandt andet oprettet 150 særlige sengepladser til de mest syge. Men fire år efter viser tal fra Arbejdstilsynet, at anmeldte voldsulykker på bo- og væresteder er blevet flere.

“Borgere med tunge profiler bliver flyttet fra hospitalspsykiatrien ud i almindelige botilbud, der ikke er specialiseret til at varetage disse borgere, og det øget risikoen for vold, der kan opstå, når beboeren er stresset som reaktion på hektiske rammer og travlhed blandt personalet,” siger Jesper Pihl-Thingvad.

Socialminister: Stærk foruroligende

Socialminister Astrid Krag kalder antallet af PTSD-ramte på bo- og væresteder for ’stærkt foruroligende og bekymrende’. Ifølge ministeren vidner tallene om, at der er et problem, der stadig er meget udbredt, selvom der er lavet en række initiativer de senere år.

”Men vi må bare konstatere, at vi ikke er i mål. Vi bliver nødt til at passe bedre på dem, der passer på de allermest udsatte og sårbare. Det er et kæmpestort problem, hvis det er med livet som indsats, at man skal passe på nogle af de mest udsatte og sårbare. Hvis der er et utrygt arbejdsmiljø for medarbejderne, siger det jo også noget om, hvordan det er at have det som hjem.”

Hvad er det største problem?

“Hvis man står med en psykisk syg, stofmisbrugende borger, så er det ikke noget, man kan håndtere alene på et botilbud. Men de borgere, som er allerdårligst, fylder meget i socialpsykiatrien, og de ryger ind og ud af behandlingspsykiatrien. Derfor er der brug for adgang til at trække på de specialistkompetencer, der er i vores sygevæsen. Men jeg hører alt for ofte, at man på botilbuddene oplever, at borgerne kommer hjem igen, uden man er i stand til at hjælpe dem bedre, end da de blev indlagt til at starte med.”

“Så når vi arbejder med vores 10-års plan for psykiatrien, er det afgørende, at det ikke kun bliver en plan for hospitalspsykiatrien, men at planen også tager hånd om socialpsykiatrien.”

FOA: Et stort svigt

I FOA kalder forbundssekretær Jens Nielsen det for 'skrækkeligt', at man som ansat på bo- og væresteder risikerer at få en psykisk lidelse, der er meget vanskelig at leve med, men pointerer, at arbejdsmiljøloven eller er klar, når det kommer til arbejdsgiverens pligt til at forebygge og reducere voldsepisoder.
 
”Men det her vidner om, at loven ikke bliver fulgt, når der er så højt et antal af PTSD-ramte. Det er et stort svigt af arbejdsgivere. Straffen for at negligere sin pligt til at forebygge vold skal være større, for påbud fra Arbejdstilsynet er åbenbart ikke tilstrækkeligt.”

“Min oplevelse er, at ledelsen rundt omkring i alt for udbredt grad har en holdning om, at det ikke kan undgås at få et par på hovedet. Problemet er, at det breder sig til personalegruppen, der begynder at acceptere vold som et vilkår.”

Hvad skal der ske?

“Vi må konstatere, at de seneste mange års indsatser har slået fejl. Vi bliver nødt til at få det op i helikopterperspektiv. Tidligere var der ganske få udadreagerende og beboere med dobbeltdiagnoser. I dag er virkeligheden en anden. Vi bliver nødt til at spørge, om vi i realiteten har fået udviklet vores tilbud på en måde, der indbyder til vold? Der er behov for at vende bøtten og starte forfra. Hvis det fortsætter sådan her, vil der bare være endnu flere, der får PTSD, og det er dybt deprimerende.”