Tidlig tilbagetrækning er et af efterårets mest spændende politiske emner. Nu er ord jo taknemmelige, og desværre bliver der ikke tale om tidlig tilbagetrækning. Der bliver tale om, at nogle – måske – undgår at skulle arbejde, til de er 70 år eller mere. Det er ikke tidlig tilbagetrækning. Det er en katastrofe for mange mennesker og en falliterklæring for dansk fagbevægelse.

Retten til at gå på efterløn som 60-årig, som vi fik i 1979, er nu afløst af pligten til at arbejde i 50 år eller mere. For manges vedkommende en ’ret’ til at imødese en pensionisttilværelse med nedsat fysisk og mental styrke.

I Teknik- og Servicesektoren er vi mange mænd, og vi lever gennemsnitlig fire år kortere end kvinderne. Næsten alle FOAs medlemmer er kommet på arbejdsmarkedet, mens vi var teenagere, og uanset fag og job kan det i sig selv være skrækindjagende at skulle se frem til 50 års arbejde i samme fag.

Der er behov for et oprør. At der siges fra overfor alle flosklerne, der indebærer afvikling af velfærd – under påskud af at ville bevare den. Mange af FOAs medlemmer går på arbejde for at tjene til livets ophold og for at kunne få et fornuftigt indhold i fritiden. Vi tilhører ikke eliten, og vi arbejder ikke (kun) af interesse, og fordi vi gerne vil udfordres og udvikles fagligt. 

Danmark knækker over i disse år, og i fagbevægelsen har vi en pligt til at sætte en anden retning. En retning, der styrker fællesskabet, og som har kampen mod ulighed i alle afskygninger som et fælles mål.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.