Annonce

Praktikmatch forår 2022

Er du Fagbladet FOAs næste journalistpraktikant? 

Annonce

Annonce

Mød Fagbladet FOAs redaktion til Åbent Hus onsdag den 27. april 2022 klokken 10. Ellers ring og lav en aftale på 31 23 55 31, så finder vi et andet tidspunkt.  Fotocollage: Maja Line Honoré og May Buhr

Fagbladet FOA skriver om det vigtigste i vores velfærdsstat: Nemlig om de medarbejdere, der passer vores børn, plejer vores ældre, kører vores ambulancer og gør rent, når alle andre er gået hjem.

Det er deres arbejdsvilkår og arbejdsmiljø, deres stress, løn og arbejdsglæde, du kommer til at skrive om som praktikant på Fagbladet FOA, og det får du lov til gøre på forskellige måder: Via klassisk nyhedsjournalistik, grundig undersøgende journalistik og levende reportagejournalistik. Det, du skriver, kommer til at påvirke velfærdsdebatten. 

Som journalistpraktikant på Fagbladet FOA lærer du det journalistiske håndværk, så det sidder på rygraden. Du lærer at skrive hurtige nyheder og fængende reportager, du bliver god til at guide læserne i kompliceret stof. Du kommer til at søge om aktindsigt og til at konfrontere magthaverne. Og du kommer – ikke mindst – til at anskueliggøre konsekvenserne af de politiske beslutninger ved at tale med dem, der skal leve med dem. 

Du kommer altså hele vejen rundt i journalistikken og dens genrer og får en grundig uddannelse i den klassiske nyhedsjournalistik. Har du lysten, får du også mulighed for at prøve kræfter med at lave video, pressearbejde eller at lave indhold til sociale medier. 

En værdsat del af holdet

Som praktikant på Fagbladet FOA bliver du del af et aktivt kommunikationsmiljø med i alt 35 dygtige og hjælpsomme kolleger i FOAs kommunikationsafdeling, der alle arbejder med fx journalistik, foto, kommunikation og grafisk design og elsker at have det sjovt undervejs. 

Fagbladet FOA er en virkelig god og rar arbejdsplads, der vægter sammenhold og sparring.  Vi går op i, at du under din praktik får dine interesser og idéer i spil. Til gengæld får du sparring og hjælp til at forløse dem sammen med os i en medarbejdergruppe, der arbejder tæt sammen.  

Selv bliver du del af et praktikanthold med to andre praktikanter, der hænger tæt sammen fagligt og socialt, og som gerne går ud sammen, når fredagens deadline er overstået.

Læs vores praktikopslag her!

Åbent hus og forsamtale

Vi holder Åbent Hus onsdag den 27. april klokken 10. Til Åbent Hus møder du først chefredaktør Gitte Hejberg, praktikantvejleder Malin Schmidt og journalisterne Rasmus Handberg og Ida Østerlund, der begge startede som praktikanter på Fagbladet FOA. Du vil få rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Bagefter får du en rundtur på redaktionen sammen med vores nuværende praktikanter. 

Hvis du ikke kan få Åbent Hus til at passe i planlægningen, så ring eller skriv til Malin Schmidt, så kan du komme forbi på et andet tidspunkt. Det samme gælder, hvis du vil til forsamtale. 

Tilmeld dig Åbent Hus og forsamtale hos praktikantvejleder Malin Schmidt på 23 23 55 31 eller masch@foa.dk og send dine kontaktoplysninger. 

Hvis du har spørgsmål, tøv ikke med at ringe til praktikantvejleder Malin Schmidt på 31 23 55 31 eller til vores søde og dygtige journalistpraktikanter Simon Marvig Ravn på 31 65 92 44 eller Christoffer Fauerby Rewitz på 31 71 55 74 for at høre, hvordan det er at være i praktik på Fagbladet FOA. 

Forsider af Fagbladet FOA nr. 1/2022.

Det siger tre tidligere praktikanter ...

"Der har altid været tiltro til, at jeg kunne gennemføre, hvad jeg satte mig for. Om det så var at bruge uger på at researche en specifik historie eller at holde ministerier, kommuner og regioner til ansvar for deres coronastrategier. Redaktørerne har været optaget af, at jeg ikke bare lærte noget, men også arbejdede med emner og temaer, der interesserede mig."
Anja Skov Marcussen, journalistpraktikant 2020/21 

"Da jeg skulle søge praktik, var det vigtigt for mig at lande et sted, hvor jeg kunne komme ud i virkeligheden og møde mine kilder i øjenhøjde. Det har jeg virkelig fået lov til. Jeg har blandt andet været til fredagsbar på et plejehjem i Randers og fulgt en social- og sundhedsassistent på hans nattevagt i et fixerum på Vesterbro. Noget af det, jeg synes er fedt ved Fagbladet FOA, er, at man skriver til og om mennesker, som ikke ret tit får en stemme."
Astrid Graugaard Ingemann, journalistpraktikant 2019/20

"Jeg tror ikke, at der findes nogen anden praktikplads for fotojournalister, hvor der er mulighed for at udnytte alle sine kompetencer fra uddannelsen så godt som hos Fagbladet FOA."
Tobias Stidsen, fotojournalistpraktikant i 2020/21

Mød flere journalistpraktikanter her i vores praktikantfolder. 

Vi glæder os til at møde dig!

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev