Kameraet når lige at fange Anders Aggers blottede ansigtsudtryk og tårevædede øjne, inden han åbner den dør, han står lænet op ad. 

Tydeligt berørt forlader han rummet, hvor han netop har overværet en kvindelig medarbejder på krisecentret læse en historie højt for en dreng ved navn Adam.
 

Historien handler om, hvordan det er at se sin mor blive slået. Hvor bange, man bliver. Den følelse kan Adam genkende, for han og hans mor er netop flygtet fra en utryg situation.  

I den nyeste sæson af tv-programmet ’Indefra med Anders Agger’ går den rolige jyde med den nænsomme fremtoning og de direkte spørgsmål endnu engang helt tæt på de mennesker, han følger.

I løbet af de 10 år, han har lavet programmet, har han givet danskerne et kig ind i den verden, som FOAs medlemmer bevæger sig i, når han for eksempel har besøgt plejehjem, børnehospice og psykiatrien. Men i forbindelse med Adams historie har Anders Agger for første gang nogensinde ladet sin neutrale maske falde og vist seerne noget nyt; at også han bliver påvirket af de skæbner, han møder i sit arbejde. 

”Jeg er blevet god til at tage mig selv ud af ligningen. Men det er sådan nogle små vinde af normalt liv, der lige pludselig kan påvirke mig. På krisecentret gør de nemlig noget, som jeg plejer at gøre med mit barnebarn. Forskellen er bare, at medarbejderen sidder og læser en bog med Adam om det forfærdelige, han har oplevet.”

”Det kunne jeg næsten ikke være i,” siger Anders Agger, da Fagbladet FOA møder ham i Aarhus til en snak om, hvad han har gjort sig af tanker om de ansatte, han har stiftet bekendtskab med i sit arbejde.  

Anders Agger har altid følt sig bedre tilpas, når han skulle interviewe mennesker i velfærdsjob end for eksempel topdirektører i Vestas, fortæller han mellem to slurke varm te. Det er ham, der har foreslået, at interviewet skal foregå i Aarhus på den nedlagte Falck-station, der nu er forvandlet til en rustik café. 
 

I hans optik er de mennesker, der arbejder med at passe på udsatte borgere, ofte mere ligetil end de store erhvervskanoner. De har tit noget på hjerte, og så gør de et vigtigt stykke arbejde, hvor de er noget for andre i hverdagen. Det kan han af og til savne som ’privilegeret’ journalist.   

”Kernen i det arbejde, som mange af FOAs medlemmer har, er jo, at I rent faktisk gør en forskel for, om et menneske kommer den ene eller den anden vej i livet,” siger han og læner sig tilbage i stolen.  

Som ung oplevede Anders Agger selv, hvordan det føltes pludselig at stå med ansvaret for andre mennesker. Efter kort tid på biokemi-studiet i København droppede han nemlig ud og vendte hjem til Skjern, hvor han fik arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave sammen med sin gode ven.  

”Jeg gik jo fra at være studerende og have en ustruktureret hverdag, hvor jeg festede meget, til pludselig at komme ind i en voksenverden, hvor man fik ansvar og tog sig af andres børn.”

Anders Agger havde jobbet i halvandet år, og erfaringen gør stadig indtryk på ham den dag i dag. Han husker tilbage på det som en ’genial’ tid. 

”Jeg kom ind i et socialt fællesskab, hvor der var en faglig bevidsthed. Man bakkede hinanden op, og de ansatte var vant til at kæmpe for deres rettigheder. Det var faktisk rigtig fint,” siger Anders Agger med et smil og tilføjer, at det var nogle slagkraftige kvinder, han arbejdede sammen med.

Han har bemærket, at det karaktertræk går igen hos mange af de faggrupper, han sidenhen har fulgt i ’Indefra med Anders Agger’. 

”Der er så mange stærke pædagogmedhjælpere, socialpædagoger og omsorgsmedarbejdere derude, at jeg har lyst til at stille mig op på en ølkasse og klappe af dem,” slår han fast. 

I dag har Anders Aggers veje igen krydset de danske daginstitutioner. Han har nemlig to børnebørn, der går i vuggestue og børnehave. Derfor er det blevet tydeligt for ham, at normeringerne er dårligere, end dengang han selv arbejdede som pædagogmedhjælper. 

Han fortæller, at de var så mange voksne dengang, at han sagtens kunne tage fire børn med ned til engen, der lå et stenkast fra børnehaven, for at spille fodbold. Modsat er der i dag sjældent tid til, at personalet i børnehaven kan hilse på hans barnebarn Ava på tre år, når hun kommer om morgenen. Der er skåret så meget ind til benet, at personalet må prioritere at slukke ildebrande.   

”Der er nogle faggrupper, der er frustrerede over, at det arbejde, de kunne lave for 10 år siden, ikke kan udføres på samme måde i dag. Og det kan jeg faktisk godt forstå,” siger han og uddyber, at han både tænker på de ansatte i daginstitutioner, i ældreplejen og sundhedsvæsnet.  

”Nogle af de områder, hvor der burde være flest ansatte, er jo dem, som jeg og mit tv-hold beskriver ret meget. Og jeg kan så godt forstå, at de ude i de yderste led indimellem står og skriger: ’Hvad fanden er det, vi vil med vores prioriteringer i det her samfund?’”

For som Anders Agger opsummerer: ”Hvis ikke der er tid til at gøre rent hos ældre mennesker eller til at tage sig af og udøve omsorg for dem, som har brug for det, så er der noget galt med den måde, vi bruger vores skattekroner på.”