”Skilsmissebørn, børn, der er udadreagerende, børn der måske bliver svigtet derhjemme, børn, der har det svært. Dem er jeg særligt god til.

Jeg kan mærke det med det samme, og jeg ved, hvad de har brug for: om det er omsorg, en snak eller bare at lege. Jeg kan læse det, så snart de er trådt ind ad døren – den måde, de reagerer på med de andre børn, i deres ansigtsudtryk og den afventende kropsholdning.

Så jeg tager barnet i hånden, går et stille sted hen og spejler det. ’Måske er det, fordi du savner din far,’ siger jeg. ’Måske er du i virkeligheden ked af det, og det var derfor du slog’. Eller: ’Jeg kan se, du er vred.’ Nogle gange rammer jeg, nogle gange ikke, men for det meste begynder barnet at tale.

Læs også: Pædagogisk assistent: Jeg har altid tiltrukket personer med specielle behov

Mine forældre blev skilt, da jeg var otte. Jeg boede hos min mor, der somme tider var forsvundet, når jeg vågnede om natten. Andre gange var der nogen med hende hjemme, jeg ved ikke, hvem de var. Hver anden weekend var jeg hos min far, men først som voksen fik jeg at vide, at han var skizofren, og at det var derfor, jeg hos ham fik lov til at spille computer, når jeg ville. For så opdagede jeg ikke, hvor syg han var. 

Jeg forstår de voldsomme drenge, dem, der altid er skurken. Det vil jeg gerne hjælpe dem væk fra. Det hjælper også offeret. Jeg viser både ham og dem, at han er mere end det: at han er hjælpsom og god til at lege, at han har udfordringer, men også er en god ven.

Det gør mig sindssygt glad, når det lykkes, og det er der altid noget, der gør. Det er vigtigt for mig, at børnene kan sætte ord på deres følelser og behov, og det giver mig så meget energi og livsglæde at hjælpe børn, der har det svært. 

Læs også: Bankmand, dykker og nu skibsfører: Sådan fandt Ole sin kurs

Til sidst blev jeg fjernet fra hjemmet. På det tidspunkt var jeg allerede syg med angst og depression, senere med selvskade, hvor jeg kunne banke hovedet ind i væggen, igen og igen, for ikke at mærke noget. Som 18-årig blev jeg førtidspensionist. Det var enormt ensomt, når jeg så mine venner tage på arbejde, mens jeg selv ikke skulle andet end at spise morgenmad, gå en tur og tilbage til fjernsynet. Jeg så hvor glade folk var på byggepladserne, dem, der var på vej på arbejde. En dag tænkte jeg fan’me nej. Jeg følte, jeg spildte mit liv. 

Da jeg fik mit første fleksjob, havde jeg kæmpet i 10 år. Det var i en SFO, pædagogen hed Ulla, og vi stod med 45 børn, der havde fået fri fra skole og som ville vide, hvad jeg hed, ville vise mig deres Lego og glædede sig til jeg kom igen næste dag. Og pludselig forstod jeg, at der var nogen, der kunne bruge mig og at jeg havde brug for dem. Jeg havde brug for, at der var nogen, der mødte mig med glæde. I det øjeblik vidste jeg at jeg ville arbejde med børn. 

De ved, jeg lytter

I dag arbejder jeg fuld tid i en børnehave, jeg har lige fået mit femte barn, min kone er på barsel. Hun har troet på mig hele vejen, og uden hende og Billund Kommunes hjælp, havde jeg ikke stået, hvor jeg står i dag. Det er jeg sikker på. 

Forleden hørte jeg, at de taler om mig oppe på kommunen. Jeg er ham, der kom ud af førtidspensionen. Ham, der tog en uddannelse og fik et job, ham, som børnene kommer til, når de er kede af det. For de ved, jeg lytter.”