Lige så kedeligt, som det lyder, lige så vigtig er udligningsreformen. Den handler om, hvordan vi flytter penge fra den ene kommune til den anden. Fra rige kommuner til fattige.
Det handler om noget så komplekst som, hvordan vi strikker et samfund sammen, hvor den service, vi oplever, er nogenlunde den samme. Uanset om man bor i Gentofte eller Haderslev.
Derfor er udligningsreformen afgørende for, hvordan rammerne for dit arbejdsliv udfolder sig, og hvordan du oplever serviceniveauet i din kommunes dagtilbud, folkeskoler, fritidstilbud og ældrepleje.
Skete der ikke en udligning, ville vores liv forme sig meget forskelligt på Frederiksberg og på Falster.
En ting er udligning kommunerne imellem. Noget andet er, hvilke opgaver der bedst løses i kommunalt eller i statsligt regi. Det er mit indtryk, at der ikke har været en debat om det, og måske er det her, de store uretfærdigheder opstår, og hvor udviklingen er umulig at forudsige.
Hvis man ønsker at hjælpe børn i udsatte familier, hvorfor påhviler udgiften så kommunen og ikke staten? Hvis ledigheden stiger voldsomt i dele af landet, hvorfor skal det så gå ud over den service, vi oplever som borgere?
Noget af den såkaldte decentralisering har været til skade for sammenhængskraften i vores land. Refusion for de faktiske omkostninger vil i mange tilfælde give mere retfærdighed end udligning. Her hjælper en udligningsreform ikke. I virkeligheden har vi mest brug for en 'refusionsreform'.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.