Anja Rehr, 44, er glad for, at hun fik et skub til at blive social- og sundhedsassistent.
Claus Bonnerup
Af
Morten Bruun
Journalist
Af
Finn Danielsen
Journalist
”Jeg er vokset op som den yngste af seks søskende. Vores forældre var ufaglærte og havde aldrig problemer med at finde arbejde, så da jeg var færdig med skolen, gjorde jeg bare som dem.”
Anja Reher er 44 år og fra Middelfart – og i dag ærgrer hun sig over, at hun ‘bare’ fulgte i forældrenes fodspor og arbejdede i cafeteria og på fabrik, før hun fik job som rengøringsassistent i Fredericia Kommune.
Læs også: Velfærdsuddannelser bryder den sociale arv
”
Det var selvfølgelig fint nok, men det var altså mit held, at kommunen ændrede strukturen og anbefalede mig at tage uddannelsen som sosu-hjælper. Det var i 2008, og siden er jeg blevet assistent og er både superbruger og vejleder på det bosted for psykisk og fysisk handicappede, hvor jeg arbejder. Og jeg har også været faglig planlægger.”
”Jeg har været glad for alle de udfordringer og føler en form for stolthed over, at jeg gør en forskel. Og så er jeg så glad for, at mine to børn – de er 18 og 24 år – begge har valgt at tage uddannelser. Jeg fortryder, jeg ikke gjorde det samme, da jeg var 18 år.