Annonce

Debat 

Klumme: Akut brug for nye løsninger


Den nye minister på sundheds- og ældreområdet har et stort arbejde foran sig, når blandt andet sygehusene, ældreplejen og psykiatrien skal genoprettes.

Annonce

Medarbejderne har kompetencerne, men det kræver, at man tænker dem ind som nøglemedarbejdere i det nære sundhedsvæsen, skriver sektorformand Torben Hollmann. Malte Kristiansen

Af Torben Hollmann
Sektorformand

Annonce

Det er ekstremt vigtigt, at den ansvarlige minister er opdateret på, hvilke udfordringer medarbejderne i sundheds- og ældresektoren møder hver dag. I midten af august mødtes FOAs formand og jeg med Magnus Heunicke, der uden tvivl har overtaget et ministerium med akut brug for en indsprøjtning af midler og nye løsninger.

Både sygehusene, psykiatrien og ældreplejen har i de seneste mange år oplevet, at der slet ikke er blevet tilført midler i samme takt som øgede behov og nye opgaver. Og problemerne bliver ikke mindre i fremtiden.

Derfor var mit budskab til ministeren, at vi er nødt til at se på, hvordan vi kan organisere arbejdet anderledes. Der er et ønske om, at flere skal op i tid, men vi ved, at det for mange ikke er muligt på grund af helbredet og af hensyn til familielivet.

Læs også: Sådan får du styr på dine rettigheder på døgnområdet med ny vejledning

Vi ser flere og flere eksempler på, at ældre borgere genindlægges på sygehusene. Ældreplejen skal derfor være gearet til flere og svagere borgere. Medarbejderne har kompetencerne, men det kræver, at man tænker dem ind som nøglemedarbejdere i det nære sundhedsvæsen.

På samme måde ser vi mange genindlæggelser i hospitalspsykiatrien, som i den grad er presset efter år uden den nødvendige fokus.

Vi har tidligere fået løfter om en ny langsigtet plan for psykiatrien. Det er vigtigt, at den indeholder flere senge, midler og personale med de rette fagligheder, og at borgerne først udskrives, når de er færdigbehandlede – ikke når der mangler en seng.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev