På et whiteboard på social- og sundhedsassistenternes kontor på Seniorcenter Bakkegården i Gladsaxe står navnene på de beboere, der bor i det pågældende afsnit.
Ud for nogle af navnene står der med rød tusch: minus genoplivning og en dato.
“Datoen er den dag, det er skrevet i journalnotatet, at der er truffet beslutning med en læge, om at der ikke skal ske genoplivning. Hvis der ikke er taget stilling, så skal vi genoplive. Og det er det, der kan virke uværdigt,” siger Mette Thoms, der er leder på plejecentret.
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
Seniorcenter Bakkegården har været med i et projekt om den sidste samtale, og efterfølgende er der helt styr på, hvilke ønsker beboerne har til deres sidste tid, så ingen risikerer at blive genoplivet mod deres ønske og i stedet får en værdig død.
Beboerne får en pjece om den sidste tid ved indflytning på plejecentret, og efter tre måneder tages en egentlig samtale, hvor de pårørende deltager, om hvordan beboeren ønsker den sidste tid skal foregå, når de kommer dertil. Den samtale vil ofte blive fulgt op af flere samtaler.
Før følte vi os frem
Social- og sundhedsassistent Camilla Pedersen sætter stor pris på, at samtalerne er sat i system.
“Vi tager hul på snakken, inden de pårørende tror, at vi spørger om ønsker til den sidste tid, fordi deres pårørende er ved at dø,” siger hun.
Leder Mette Thoms supplerer: “Før følte vi os frem, og vi havde ingen klare retningslinjer. Nogle steder blev det godt, andre steder lidt hovsa. Og der var en stor usikkerhed,” siger centrets leder.
Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’
Social- og sundhedsassistent Pernille Petersener især glad for, at projektet har gjort det nemmere at tale om den sidste tid.
“Det er blevet en naturlig del af vores arbejde, at der er en åbenhed. Alt det bløde, alt det der kan gøre ondt, og som man kan blive berørt af, det taler vi åbent om nu,” siger hun.
Med projektet blev det også indført, at afdøde mindes med kaffe og kringle. Der stilles en lanterne foran afdødes dør. Og personalet samles og diskuterer forløbet og spørger hinanden, hvordan de hver især har det.