På Folkemødet på Bornholm sidste år smagte jeg for første gang dysfagikost eller gratinkost, som det også kaldes.
Det var virkelig en overraskelse, for man er ikke vant til, at specialkost til syge og småtspisende er en kulinarisk oplevelse. Men det skal jeg love for, at det kan være.
Mange hospitaler og storkøkkener er begyndt at lave denne specialitet. Det er et tidskrævende pillearbejde, selvom der også her bliver taget nye teknikker i brug.
Det glæder mig, at køkkenpersonalet tager denne udfordring op, og at kommunerne og regionerne ofrer de ekstra ressourcer, for her er tale om nogle af de svageste medborgere – mennesker, der på grund af demens, kræftoperation, hjerneblødning eller anden form for sygdom er frataget evnen til at tygge og synke og derfor let kan miste livsmodet.
Mange steder har tilbuddet hidtil været suppe eller noget ubestemmeligt blendet mad.
Nu får mennesker med dysfagi tilbudt den samme ret som andre, og den er anrettet
på samme indbydende måde, så stegen er med rødkål og fiskefrikadellen med citronskive.
Mad, der smager og ser ud som før, man blev ramt af sygdom.
Nogle får dysfagikost i en kritisk sygdomsfase og vender tilbage til normalkost.
Andre får den i deres livs sidste uger eller måneder. Det er dejligt, at de kan få mad, der gør dem friske igen eller holder livsmodet oppe for en stund og kalder på minderne.
Måltiderne skal altid være noget at se frem til. Ikke mindst, når man er gammel eller syg.