For at halvere tvangsfikseringer har Regionspsykiatrien i Horsens styrket arbejdet mellem patienter og medarbejdere for at forhindre opkørte situationer. Det har ført til 60 procent færre registreringer af vold, trusler og chikane mod personalet fra 2016 til 2018.
Trine Nedergaard Frandsen, som er arbejdsmiljørepræsentant og social- og sundhedsassistent i Regionspsykiatrien i Horsens, kan mærke, hvordan det har hjulpet til et bedre miljø på arbejdspladsen.
”Det giver et kæmpe overskud ikke at skulle være i alarmberedskab. Der er en roligere stemning, og patienterne kommer selv til os nu. De er blevet mere trygge og spørger selv, om vi skal gå ned og ligge det puslespil eller gå den tur,” siger hun.
Det er en holdindsats
Regionspsykiatrien Horsens er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2019 under kategorien Arbejdsulykker, som bliver uddelt af Arbejdsmiljørådet. Deres indsats har resulteret i større sikkerhed på afdelingen. For Trine Nedergaard Frandsen kom det som en positiv overraskelse.
”Der er virkelig knoklet for det her. At blive nomineret betyder, at vi kan se, hvad det har gjort, og vi som team rykker os, og at patienterne har det bedre,” siger Trine Nedergaard Frandsen.
Den store succes hænger sammen med det tætte samarbejde og den dialog, der har været på afdelingen, hvor medarbejderne har fået mulighed for at komme med ideer til ledelsen.
”De har hørt på, hvad det er, vi oplever derude. Vi er meget stolte og glade for, at vi har fået ressourcer til det, og at det er blevet taget imod helt oppe fra ledelsen,” siger Trine Nedergaard Frandsen.
Føler sig mere kvalificeret
Medarbejderne har deltaget i et kursus i neuroaffektiv udviklingspsykologi, så de bedre kan tage imod patienterne ved at forstå, hvor de mentalt er i egen udvikling.
”Den store forskel er, at når vi går på arbejde i dag frem for tre fire år siden, så går vi på arbejde og tænker, at jeg har de redskaber, der skal til, hvis der er patienter, der får det dårligt,” siger Trine Nedergaard Frandsen, som føler, at hun er blevet bedre til at udføre sit job.
Sammen med patienten laver medarbejderne en aftale om, hvordan de bedst håndterer svære situationer, inden de eskalerer. Det kan være ved at tilbyde dem et varmt bad, en gåtur eller massage.
Mindre sygdom giver mere trivsel
Indsatsen har også haft den effekt, at fraværsdage relateret til vold og ulykker er faldet med 84 procent mellem 2016 og 2018. Behovet for vikarer er i den forbindelse mindre end før, hvilket Trine Nedergaard Frandsen kan se, styrker patienternes trivsel.
”Vikarer giver forvirrede patienter, fordi de ikke kender dem. Man ved jo, at hvis man virkelig skal hjælpe et andet menneske, så skal man have en god relation. Vi arbejder utrolig meget med de relationer. Derfor har patienterne nu selv lov til at vælge, hvem de er mest trygge ved,” siger Trine Nedergaard Frandsen.
FOA-arbejdspladser nomineret
Arbejdsmiljøprisen uddeles til fire forskellige arbejdspladser under hver sin kategori. Flere FOA-arbejdspladser er blandt de i alt 12 nominerede. Herunder er Sorø Sundhed og Omsorg nomineret under kategorien Psykisk arbejdsmiljø for et styrket samarbejde mellem borgere, pårørende og ansatte. Odense Børne- og Ungeforvaltningen, der er nomineret i kategorien Muskel- og Skeletbesvær, har med deres indsats halveret pædagogernes og dagplejeres løft af børn. Regionshospitalet Viborg og Intensiv afdeling i Bispebjerg Hospital er også nomineret.
Se alle 12 nominerede og læs begrundelserne
her.
Vinderne kåres mandag den 8. april 2019 og foregår i DGI-Byen mellem klokken 9.30 og 15.30.