Det føltes som en elastik, der sprang i ryggen. Og det ændrede for altid arbejdslivet for social- og sundhedsassistent Gitte Stærk.
“Jeg ville hjælpe en borger op af stolen. Borgeren har Parkinson og mistede balancen, og jeg mærkede straks, at der skete noget med min ryg,” fortæller hun.
Læs også: Erstatningsnævnet forsinker afgørelse i Helles voldssag: ”Jeg føler mig ikke værdsat”
De følgende dage mødte Gitte Stærk på sit arbejde på Høskoven, et bo- og dagtilbud for senhjerneskadede. Men det gik ikke.
“Jeg måtte sygemelde mig i en periode, og da jeg kom tilbage på arbejde, kunne jeg stadig ikke arbejde, som jeg plejede. Jeg havde mange smerter i ryggen.”
Gittes arbejdsplads havde anmeldt sagen som en arbejdsulykke, men da sagen blev afvist godt et halvt år senere, tog Gitte og Høskoven kontakt til FOA Århus.
“Vi skulle have kontaktet dem fra starten, så havde vi sparet meget tid. Min ledelse havde masser af god vilje, men de havde jo ikke prøvet det her før,” siger Gitte Stærk.
Betinget fyring
FOA ankede afvisningen, og Gitte Stærk gik til nye lægeundersøgelser.
“Jeg kom i virksomhedspraktik på min arbejdsplads. På et tidspunkt var jeg nede på tre timer om dagen. Jeg havde det hårdt fysisk, og psykisk kunne jeg næsten ikke klare det. Fra at være hende, der kunne alt, blev jeg hende, der ikke kunne ret meget. Jeg følte mig som en parentes.”
Læs også: Retsordførere i oprør: Krænkende at sosu-eleven Line skal vente på erstatning
I oktober 2016 fik Gitte en betinget opsigelse. Den kunne trækkes tilbage, hvis hun kom tilbage på fuld tid inden et halvt år.
“Jeg fortalte ikke mine kolleger, at jeg var fyret. Jeg ville bare klare det, og sammen med min leder lavede jeg en plan for, hvordan jeg kunne trappe op. Jeg var vellidt og respekteret på mit arbejde, og det hjalp mig meget,” siger hun.
Det lykkedes Gitte Stærk at komme tilbage på 37 timer inden for det krævede halve år, og dermed blev opsigelsen annulleret.
To erstatninger
Et år efter opsigelsen tilkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – tidligere Arbejdsskadestyrelsen – Gitte et varigt mén på otte procent og en erstatning på 60.544 kroner.
“Jeg blev rigtig glad og troede, sagen stoppede der. Men hos FOA sagde de: ‘Vi fortsætter’,” fortæller Gitte. Efter nogle måneder på fuld tid søgte Gitte Stærk om at komme ned på 30 timer. Hun ville gerne ned i tid på grund af arbejdsskaden og fik lov til det pr. 1. september 2017.
“Jeg slås stadig med min ryg, og der er opgaver, jeg ikke kan udføre,” fortæller hun.
Læs også: Birthe faldt over en wire til et juletræ: Nu får hun millionerstatning
Det forhold, at hun ikke er i stand til at arbejde fuld tid, har udløst en yderligere erstatning på 504.024 kroner. Hun var slet ikke forberedt på, at beløbet ville være så stort, da hun åbnede brevet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i sin e-Boks.
“Det var fantastisk. Det havde jeg ikke drømt om,” fortæller Gitte Stærk. Hun har i dag fået mulighed for både korte og lange arbejdsdage og har fået en § 56-aftale, som betyder, at hendes arbejdsplads får refusion fra første sygedag.
“Jeg kan kun være tilfreds,” siger Gitte Stærk.
Vejen til erstatning
2015
Oktober
Gitte Stærk kommer til skade med ryggen, da hun hjælper en borger.
2016
Maj
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviser, at der er tale om en arbejdsulykke.
Oktober
Gitte får en betinget opsigelse.
2017
April
Opsigelsen bliver annulleret.
Maj
Ankestyrelsen anerkender skaden som arbejdsulykke.
September
Gitte går ned på 30 timer på grund af arbejdsskaden.
November
Gitte får anerkendt otte procent varigt mén og en godtgørelse på 60.544 kroner.
2018
Maj
Gitte får anerkendt 20 procent tab af erhvervsevne og en erstatning på 504.024 kroner.