Annonce

Kvinde på gang

Tema: Profit på velfærd

Hanne blev bortvist fra jobbet, da hun råbte op om svigt af ældre


Når velfærd privatiseres, bliver de ansatte mere nervøse for at råbe op, advarer social- og sundhedsassistent. Hun blev uberettiget bortvist, da hun gik til ledelsen med sin kritik.

Annonce

Hanne Staal, der var privatansat, blev bortvist, efter hun gik til myndighederne med kritik af sin arbejdsgiver. Niels Åge Skovbo

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Da Hanne Staal og hendes kollegaer mødte ind på arbejdet på plejehjemmet Bøgeskovhus i Århus, oplevede de flere gange at støde på kritisable forhold. 

Derfor gik Hanne, som tilbage i 2016 var tillidsrepræsentant på plejehjemmet, der er drevet af det private plejefirma Forenede Caretil ledelsen.

Læs også: Forsker: Flere plejeskandaler i vente efter Kongsgården

“Når jeg som tillidsvalgt kom med mine kollegaers bekymringer eller kritik, fik jeg at vide, at de skulle komme personligt. Men det var der mange kollegaer, som ikke turde, for folk, der ytrede sig for kritisk, blev fyret,” siger Hanne Staal. 

Kollegaer blev fyret

Kollegaernes frygt var ifølge Hanne velbegrundet.

“Tre af mine nærmeste kollegaer var blevet fyret, efter de er gået til ledelsen med deres bekymringer. Den ene blev fyret, fordi hun havde for meget fravær. De to andre blev fyret på grund af såkaldte omstruktureringer.”

Læs også: Privatansatte: Frygten for fyring får folk til at holde kæft

Hanne var sikker på, at hun også var blevet fyret på grund af sine kritiske ytringer, hvis ikke hun var beskyttet af sin post som tillidsrepræsentant.

“Jeg er helt overbevist om, at jeg var røget med i købet, hvis ikke jeg var tillidskvinde. Men det er jo gisninger,” siger hun.

Bægeret flød over

Selvom de kritiske kollegaer forsvandt, blev borgernes forhold ifølge Hanne ikke bedre. Særligt forholdene omkring en meget syg borger bekymrede hende og de tilbageværende kolleger. Til sidst blev det for meget.

“Og så gik jeg simpelthen til embedslægen på foranledning af mine kollegaer, som sagde ‘det her kan vi ikke stå inde for’. Da centerchefen finder ud af det, spørger hun mig, hvorfor jeg ikke har sagt noget. Jeg siger så, ‘jeg har været ved jer mange gange, men I lytter ikke. Og så blev jeg bortvist,” siger hun.

Ytringsfrihed begrænses når velfærd privatiseres

Hanne er ikke i tvivl om, at man som privatansat i højere grad lægger bånd på ytringsfriheden.

“I princippet har vi den samme grundlovssikrede ytringsfrihed i det private som i det offentlige. Men reelt har vi det ikke, for det kan koste os jobbet at bruge den,” siger hun.

Læs også: Nadia stukket ned på jobbet: Efter hun fortalte om det, blev hun opsagt

Årsagerne til at de ansatte i det private højere grad mærker negative konsekvenser, er ifølge Hanne Staal, at velfærd er blevet til en handelsvare. Og negativ omtale kan skræmme kunder væk fra butikken.

“Problemet er, at det handler om velfærd til ældre og svage borgere. Velfærd som er betalt for vores allesammens skattekroner. Derfor synes jeg, at det har samfundets interesse, at de ansatte også her kan ytre sig om problemer, de støder på,” siger Hanne Staal, der i dag arbejder som social- og sundhedsassistent i den kommunale ældrepleje. 

Direktør: Vores ansatte har ytringsfrihed

Hos Forenede Care skriver direktør Stine Louise Eising von Christierson i en mail, at sagen om Hanne Staal tilbage i 2016 var i medierne, hvor Forende Care dengang servicerede pressen. Hun ønsker derfor ikke at stille op til interview med Fagbladet FOA.

Stine Louise Eising von Christierson skriver videre, hendes ansatte har ret til at ytre sig - dog under hensyn til loyalitetspligten.

Læs også: Bortvist efter handicappet borgers druknedød

”Alle Forenede Cares medarbejdere har naturligvis i lighed med alle andre borgere i Danmark deres grundlovssikrede ytringsfrihed og retten til at ytre lige nøjagtig det, de vil, i det offentlige rum. Og i lighed med andre private virksomheder er den ret kun begrænset af loyalitetspligten over for den virksomhed, som man er ansat i, så længe ansættelsesforholdet består,” skriver Stine Louise Eising von Christierson til Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev