Ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor og FOA er cirka 38.000 timelønnede
inden for FOAs overenskomstområder potentielt
ramt af sygedagpengereglerne.
FOA
arbejder for, at det skal
blive nemmere for løstansatte
at få dagpenge
under sygdom.
Her får du socialpolitisk konsulent i FOA Nanna Mørchs 7 skridt til at få sygedagpenge, hvis du er løstansat vikar og bliver syg.
1. Vær berettiget til arbejdsløshedsdagpenge
For at du som løstansat kan få sygedagpenge under sygdom, skal du være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge. Eksempelvis skal du have været medlem af en a-kasse i mindst et år og have tjent mindst 228.348 kroner inden for de seneste tre år (152.232 kroner, hvis du er deltidsforsikret).
2. Tilmeld dig jobcentret som 'ledig'
Løstansatte vikarer, der som timelønnet forsørger sig selv, skal stille sig løbende til rådighed for arbejdsmarkedet for at kunne få sygedagpenge i tilfælde af sygdom og arbejdsskade. Hvis du som løstansat timelønnet vikar ønsker at opnå sygedagpenge, skal du derfor tilmelde dig jobcentret som ‘ledig’.
3. Tjek jobforslag hver syvende dag
Det betyder også, at du skal tjekke jobforslag mindst hver syvende dag på jobnet.dk.
4. Opdater dit cv
Du skal desuden lægge et opdateret cv på jobnet.dk.
5. Mød op til cv-samtale og jobsamtale
Hvis du bliver indkaldt, skal du møde til cv-samtale i a-kassen og til jobsamtale i jobcentret.
6. Sygemeld dig på jobnet.dk
Hvis du bliver syg, skal du sygemelde dig på jobnet.dk. Her skal du også raskmelde dig, når du er rask.
7. Indsend en ledighedserklæring hvis du bliver syg
Ved sygdom skal du indsende en ledighedserklæring, som findes på foa.dk under fanen ‘A-kasse’. Du skal desuden indsende dagpengekort til a-kassen for sygeperioden.
Kilde: Nanna Mørch, socialpolitisk konsulent i FOA.