Jonas Fritzbøger føler sig provokeret, når han hører politikerne tale om de offentligt ansattes arbejde.
”Jeg føler ikke, der bliver sat pris på det arbejde, de offentligt ansatte laver. Det er mig ubegribeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det, ” siger Jonas Fritzbøger, der har arbejdet som portør i snart 10 år på Rigshospitalet i Glostrup.
”Jeg synes, det er sørgeligt, at de ikke kan se det. Vores arbejde er vigtigt, man kan jo ikke klare sig uden, og jeg synes ikke, det er urimelige krav, der bliver stillet i overenskomstforhandlingerne,” siger Jonas Fritzbøger, der konstant står i situationer på arbejdet, hvor tiden ikke rækker til, eller hvor patienter og pårørende havde haft brug for mere tid.
Telefonen ringer i kapellet
Forleden skulle en familie tage afsked med et familiemedlem i kapellet. De havde 30 minutter, mere kunne Jonas Fritzbøger og hans kollega ikke give dem.
”Vi kunne mærke på dem, at de havde brug for meget mere tid til at sige farvel. Det er sådan nogle situationer, hvor man næsten får en dårlig smag i munden, fordi man bliver nødt til at sige: ’vi er nødt til at komme videre’.”
Desuden ringede arbejdstelefonen konstant, mens de stod i kapellet.
”Det må også have været virkeligt underligt for familien. At det hele bare kørte og vibrerede,” siger han.
Færre, men samme arbejde
Den slags situationer står han ofte i. For arbejdstempoet er kun steget i de 10 år, han har arbejdet som portør. Der er blevet væsentligt mere travlt.
”Det er der slet ikke nogen tvivl om. Der kan sagtens gå fem timer, før jeg overhovedet ser en af mine kolleger. Vi er også blevet færre, men vi har samme antal patienter.”
Det betyder, at Jonas Fritzbøger ofte føler, at han kunne have gjort mere. For eksempel når han kører en patient op på en afdeling og bliver nødt til at efterlade ham eller hende, fordi han må skynde sig videre.
Havde han haft tid, havde han fundet et bord og et skab til patienten og hjulpet vedkommende på plads.
”Så de føler sig velkomne og trygge og ikke bare føler sig efterladt. Det er jo på grund af menneskene – mine kolleger og patienterne – at jeg arbejder som portør.”
Elsker sit arbejde
For Jonas Fritzbøger, der oprindeligt er uddannet tømrer, elsker sit arbejde. Derfor skiftede han for 10 år siden spor. Sammenholdet mellem medarbejderne på Rigshospitalet i Glostrup er desuden helt særligt.
”Jeg er stolt af mit arbejde. Jeg kan jo mærke, at vi gør en forskel."
Folk har brug for at tale om andet end stuegang og sygdom, når de er indlagt, og her kan portører noget helt særligt.
”De lyser helt op, når man bare har kørt med dem i fem minutter. De bliver lykkelige for at tale om noget derhjemme eller for at vise et billede af et barnebarn.”
Forskellige opgaver
Men andre forstår ikke altid, hvad en portør laver, mener Jonas Fritzbøger. At de vender de dårlige patienter, der ikke kan vende sig selv. At de håndterer patienter, der kommer ind med blodpropper og blødninger, at de giver hjertemassage og sørger for brandalarmer, og at sikkerheden på hospitalet er i orden. At de beroliger voldelige patienter og er der for pårørende i sorg. Blandt andet.
”Jeg tror ikke, politikerne forstår hverken mængden af arbejdsopgaver eller vigtigheden af dem. Og hvad det gør ved os, der arbejder på hospitalerne,” siger han.
Flere varme hænder
Hvis arbejdsvilkårene bliver værre, frygter Jonas Fritzbøger, at det vil komme til at koste.
”Folk vil begynde at sige op eller gå ned med stress. Det gør de allerede. Vi kan ikke holde til det mere,” siger Jonas Fritzbøger, der opfordrer politikerne til at komme ud og se virkeligheden på hospitalerne.
”Men på den anden side: Når de kommer, bliver der lavet om på det hele, og der bliver sat blomster på gangene,” siger Jonas Fritzbøger.
Han vil hellere have flere hænder end en lønforhøjelse.
”Men det er fint, der bliver forhandlet om det, for en højere løn vil måske kunne gøre, at der er flere, der søger til de forskellige områder. Det er der i den grad brug for.”