Ender overenskomstforhandlingerne i 2018 fredsommeligt med underskrifter på nye overenskomster eller med røde hænder i gaderne med krav om mere i løn? Det er det store spørgsmål i skrivende stund (5. marts), hvor overenskomstforhandlingerne er brudt sammen for både de statsansatte og de ansatte i kommuner og regioner.
Under krisen var vi tvunget til at indgå forlig, som lige med nød og næppe kunne sikre reallønnen – dét du kan få for din løn. Nu er krisen aflyst, og så skal de offentligt ansatte naturligvis have andel i det opsving, som resten af befolkningen oplever.
Nu skal reallønnen forbedres.
Der er også andre bolde i luften. Det gælder sikring af frokostpausen for dem, der har haft den i årtier, uden at den er nedskrevet i overenskomsten. Desuden gælder det lærernes arbejdstid.
I kommuner og regioner spiller arbejdsgivernes krav om færre seniordage en væsentlig rolle. Det samme gør vores krav om et særligt løft til de kvindedominerede fag og de lavtlønnede – ud over lønspørgsmålet for alle.
Kan de statsansatte og innovationsminister Sophie Løhde ikke nå hinanden, og de kommunalt og regionalt ansatte ikke komme overens med kommuner og regioner, så ender det i konflikt. Enten strejke fra lønmodtagernes side eller lockout fra arbejdsgivernes side. Eller begge dele.
Alle forhandlere håber naturligvis på en løsning i Forligsinstitutionen med et ordentligt indhold, men lykkes det ikke, så må vi lægge arm med hinanden. Det er lige efter bogen.