Social- og sundhedsassistent Lone Jespersen mistede sine sygedagpenge og sit job, fordi hendes læge ikke tilstrækkelig præcist kunne vurdere, hvornår hun ville være rask og klar til at arbejde igen.
Læs også: Stop for sygedagpenge kostede Lone jobbet
Selv om lægen forventede, at hun kunne raskmeldes inden for nogle måneder, var det ikke præcist nok for hverken jobcentret i Ringkøbing-Skjern Kommune eller for Ankestyrelsen. Der er ikke tale om en ’sikker lægelig prognose’, skriver jobcentret i sin afgørelse, mens Ankestyrelsen ud fra en ’helhedsvurdering’ fastslår, at der ikke er tale om en ’tilstrækkelig sikker lægelig vurdering’.
Lone Jespersens sag er på ingen måde enestående, mener FOAs næstformand Mona Striib.
”Det er blevet sådan, at hvis en læge ikke skriver, at man er rask til et bestemt tidspunkt – ikke bare sandsynligt eller en mulighed, men sikkert – så lukker kommunerne for sygedagpengene,” siger hun.
Læs også: Nye regler øger risikoen for økonomisk nedtur for syge
Ikke eksakt videnskab
Den sikkerhed er det imidlertid svært for lægerne at levere, forklarer Anders Beich, der er læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).
”Det er meget vanskeligt at give en præcis prognose for, hvornår folk bliver raske. Det vil altid være et skøn baseret på gennemsnit og kendskabet til den enkelte patient. Der kan være kæmpevariationer, så der er altså ikke tale om eksakt videnskab,” siger Anders Beich.
Han mener, at et bedre samarbejde mellem de kommunale jobcentre og lægerne kunne hjælpe de syge borgere, der kommer i klemme.
”Jobcentrene kender ikke vores verden, og samarbejdet består mest i udveksling af formularer. Jeg hører fra hele landet, at det ikke altid fungerer godt og ofte er utilstrækkeligt,” siger Anders Beich.
Kommunerne følger reglerne
Kommunernes Landsforening (KL) mener, at de kommunale jobcentre følger de gældende regler på området.
”Jeg synes ikke, det er en rimelig kritik, at kommunerne ’lukker kassen’. Kommunerne skal altså følge lovgivningen og Ankestyrelsens afgørelser på området,” skriver Henrik Thomassen, der er kontorchef i KL’s Center for vækst og beskæftigelse i en mail til Fagbladet FOA.
Han peger på, at kan være vanskeligt at træffe beslutning om udfaldet af et sygdomsforløb efter 22 uger, og at KL gjorde opmærksom på den problemstilling, inden loven blev vedtaget.
”Vi ser i øvrigt frem til den evaluering af reformen, som er på vej. Vi går meget gerne ind i en drøftelse af udfordringerne, og hvad der eventuelt skal gøres for at justere på området, når vi har et solidt grundlag at gøre det på,” skriver Henrik Thomassen.
Ankestyrelsen vil ikke stille op til interview men henviser til en principafgørelse om emnet.
”Vi kommenterer ikke konkrete sager, eller hvorfor love og regler ser ud, som de gør. Vi kan overordnet sige, at det er ud fra en konkret helhedsvurdering, at der skal tages stilling til, om udbetalingen af sygedagpenge kan blive forlænget,” udtaler ankechef Charlotte Buus Kjær.