Næsten hvert tredje barn, der starter i skole, har en mangelfuld motorik. Og børn med motoriske vanskeligheder i indskolingen har ofte fået bemærkninger til deres motorik af sundhedsplejen, allerede da de var 8-9 måneder.
Databasen ‘Børns Sundhed’, som indeholder viden om knap 8.000 børns sundhed ved skolestart, fortæller også, at dårlig motorik påvirker de 5-6-årige børns trivsel i skolen. Databasen er resultatet af et tværkommunalt samarbejde med Region Hovedstaden og Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
Dagtilbuddene skal blive endnu bedre til at støtte børns motoriske udvikling. Det kræver et tættere samarbejde med sundhedsplejen, som skal videregive deres observationer om børns motoriske udvikling til vuggestuer og dagpleje.
Det kræver også, at personalet ved, hvilke aktiviteter der særligt støtter udviklingen af bestemte motoriske færdigheder. Det kræver også fysiske rammer i dagtilbuddene, der ikke begrænser børnenes muligheder for at bevæge sig.
FOAs undersøgelse ‘Daginstitutionernes hverdag’ 2017, viser, at næsten halvdelen af medarbejderne oplever, at de fysiske rammer “i nogen grad” begrænser børnenes aktiviteter. Der er desuden knap en tredjedel af medarbejderne, der oplever, at støj i nogen grad kan begrænse børnenes fysiske aktiviteter.
Kommunerne vil gerne løfte kvaliteten i dagtilbuddene. FOA opfordrer derfor kommunerne til at kaste et særligt blik på børns muligheder for at bevæge sig i deres dagtilbud.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA