Som praktiserende læge i København oplever Anders Beich, at hans ord og lægeerklæringer tillægges ringe værdi i sager med patienter, der er i udredningsforløb gennem kommunens jobcentre.
I knap et årti har han oplevet, hvordan behandlingen på kommunens jobcentre kan være med til at gøre patienterne endnu mere syge. Han har set, hvordan patienter har fået akut angst efter møder på jobcenteret og blandt andet ikke været i stand til at finde hjem, og hvordan depressive tilstande forværredes med selvmordstanker.
”Jeg har oplevet patienter, der er blevet mere syge af sagsbehandlingen. Der har været uendelige prøvninger, og der er ikke blevet lyttet til de læger, der rent faktisk kender borgeren,” siger Anders Beich.
Umenneskelig behandling
Anders Beich havde på et tidspunkt svært ved at forstå, hvorfor nogle af hans patienter blev ved at cykle rundt i systemet, selvom det var tydeligt, at de aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Derfor besluttede han sig for at gå med dem til møde i jobcenteret. Her oplevede han en fremmedgørende sagsbehandling:
”Jeg har oplevet, at man glemte at hilse på borgeren. Og jeg har flere gange været vidne til samtaler, der var devaluerende, stigmatiserende eller marginaliserende i deres indhold og tone. Samtidig mødte de syge borgere alt for ofte en ny sagsbehandler, og måtte starte deres lidelseshistorie om og om igen. Det er ikke sundt for nogen, og det får sagsbehandlingen til at trække ud,” siger Anders Beich.
Og det billede oplever han ikke, har ændret sig.
”For nylig har jeg været til møde med en mandlig patient. Han var efter operation på rygsøjlen havnet i en kronisk smertetilstand og kan ikke være nogen steder eller fungere for disse nervesmerter. Han var erklæret uden egentlig funktionsevne, kronisk ramt og behandlingsmulighederne udtømte. Alligevel skulle han igennem ressourceforløb. Det forsøgte han at deltage i yderligere to år, og først for nylig har han fået sin pension,” siger Anders Beich.
Stor forskel kommunerne imellem
Selvom Anders Beich også er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, er det som praktiserende læge i København, han udtaler sig. Der er nemlig stor forskel fra kommune til kommune på sagsbehandlingen, er hans oplevelse.
”Jeg har patienter, jeg har bedt flytte ud af kommunen, fordi jeg mente, de var i livsfare. Og efter de flyttede til en anden kommune, fik de deres pension, og fik det i øvrigt bedre. Der er en kæmpe forskel,” siger Anders Beich.
Han tror den langvarige sagsbehandling og de evindelige afprøvningsforløb, måske hænger sammen med en frygt for at begå fejl:
”Man vil tilsyneladende i nogle kommuner være helt sikker på, at man tolker lovgivningen så stramt, at ingen kommer efter dem. Det må være fordi, man er bange for at lave fejl. Men de er simpelthen for stramme i deres fortolkning af loven, når andre kommuner kan fortolke præcis de samme sager så anderledes, som jeg har oplevet det var tilfældet” siger Anders Beich.
Uenighed om hvor meget der skal afprøves
Lektor i socialret på Aalborg Universitet, John Klausen, genkender, at der er forskel på, hvor stramt lovgivningen tolkes af forskellige parter.
”Grænsen for hvor meget, der skal afprøves, er der ikke enighed om, hvor ligger. Og man kan se ud af en skrivelse fra Beskæftigelsesministeriet, at den giver mulighed for andre nuancer end det, kommunerne og Ankestyrelsen mener, er gældende ret,” siger John Klausen.