En af dem, som har været glad for efteruddannelseskurserne i årenes løb, er den 55-årige social- og sundhedsassistent Rita Sonja Petersen fra Næstved. Hun opfordrer i dag de unge på sin arbejdsplads til at videreuddanne sig:
“Jeg siger altid: 'Husk nu at læse videre. I vil ikke fortryde det, og I får så mange flere muligheder i livet. Hvis jeg kan, så kan I også'," siger hun.
Onsdag begyndte tredje omgang af trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i Beskæftigelsesministeriet. I 2016 blev der lavet aftaler om flere flygtninge i job (IGU) og flere praktikpladser, men i denne runde skal der laves en aftale, så flere voksne får efteruddannelse (VEU).
Bogstaverne flyder sammen
Det har ikke været let som en leg på skolebænken for Rita. Tværtimod har der været mange udfordringer, fordi Rita er ordblind, og derfor har hun svært ved at stave og formulere sig på skrift.
“Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er ordblind. Og jeg har sagt til mig selv, at det ikke skal hindre mig i at udvikle mig,” fortæller Rita Sonja Petersen.
Så da lederen på Ritas arbejdsplads tilbød alle ansatte en efteruddannelse i sundhedspraksis på Akademiuddannelsen, var det også med Rita blandt kursisterne. Hun har gennemført fem kurser de seneste fire år med hjælp og støtte fra kollegerne, som har rettet Ritas opgaver igennem.
”Jeg pressede mig selv lidt, for jeg havde en 37-timers arbejdsuge, og så efteruddannelse om aftenen. Det er vigtigt for mig at bevise over for mig selv, men også over for andre, at jeg godt kan."
Vil lære at stave
Rita drømmer om at tage endnu et kursus. Et diplomkursus i stavning, så hun kan forbedre sin skriftlige kommunikation. Hun skal nemlig dagligt dokumentere borgernes tilstand, og det tager lang tid for hende at skrive en note, når bogstaverne hopper og danser.
Derudover er Rita også meget aktiv som næstformand i MED-udvalgene og som fællestillidsmand i afdelingen.
“Vi har e-mailet meget frem og tilbage i udvalgene, og det har voldt problemer. Jeg har været lidt tilbageholdende og foretrukket at tage samtalerne ansigt til ansigt, fordi jeg har svært ved at skrive, derfor vil jeg gerne på et stavekursus i den nære fremtid,” siger Rita.
Trepartsforhandlingerne forventes at være afsluttet den 12. oktober med en fælles aftale, inden finanslovsforhandlingerne indledes. Det er Fagbevægelsens ambition at få en aftale i hus om bedre Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU).