Onsdag den 7. juni:
”Jeg vågnede og åbnede computeren og så, at jeg havde fået en mail med en liste fra ledelsen over de syv af mine kolleger, der ville blive prikket.”
”Kort efter fik jeg et opkald fra én, der var blevet prikket. Og jeg kørte til sygehuset, hvor jeg nåede at fange ham. Det er en kollega, der har været sygemeldt i efteråret med depression, men kom tilbage i arbejde i januar. Jeg kunne se, at det hele var ved at vælte for ham, og jeg blev både vred og ked af det.”
”Der var en meget dårlig stemning, da jeg kom ind i portørvagten. Alle sad og vidste ikke, hvad de skulle sige, for hvem ville blive den næste. Jeg havde tavshedspligt indtil klokken 13, men jeg vidste jo godt, hvem det ville blive.”
”Alle de prikkede ringede til mig i løbet af dagen. En af dem havde været på nattevagt. Han var bekymret for uddannelsen på grund af sine skrivefærdigheder. Samtidig var han ved at købe hus, men usikker på, om han kunne have råd til det, når han skulle i uddannelse”.
”Vi var enige om på alle hospitaler at tage et møde for at tale dagen igennem, og der blev det besluttet at indkalde til fagligt møde torsdag morgen.”
”Jeg havde det af helvedes til. Det havde jeg haft lige fra morgenstunden, hvor jeg så navnene.”
”Jeg var i aftenvagt fra 15-23. Det var specielt. Det var besluttet om formiddagen, at der skulle gås med sørgebånd, så der var købt nogle sorte ruller tape, der blev klistret på venstre arm. Det gav en masse snak.”
”Jeg har ikke sovet ordentligt længe. Det kører rundt. Jeg tænker meget over tingene, også om natten.”
Torsdag den 8. juni:
”Jeg blev ringet op af TV2 Øst, inden jeg var kommet ud af døren. Der var indkaldt til fagligt møde, og jeg måtte stoppe nogle gange på vej derop, fordi telefonen ringede.”
”Ved det faglige møde besluttede portørerne at nedlægge arbejdet. Jeg sagde til dem, at det var en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse og opfordrede dem til at gå i arbejde.”
”Jeg modtog en pressemeddelelse fra portørerne i Roskilde. Den læste jeg, mens jeg mødtes med journalister sammen med talsmanden.”
”
Senere talte jeg med vores lokale FOA-formand, om hvad der foregik. Jeg skulle hele tiden tænke på, hvordan jeg udtalte mig, fordi det var en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.”
”Jeg printede de nødberedskabsplaner ud, vi tidligere har haft, så ledelsen og talsmændene kunne lave et nødberedskab.”
”Ved 15-tiden kørte jeg hjem. Der var jeg helt smadret, fordi jeg var sløj og ville lægge mig. Men TV2 Øst ringede og ville sende live. Det endte med, at jeg sagde ja.”
”Jeg faldt i søvn og var helt groggy og ru i halsen, da jeg vågnede. Jeg fik nogle sugetabletter og lidt at drikke. Og så fortrød jeg, at jeg sagde ja til at være på tv live.”
”Jeg gik i haven og kiggede på alt det, jeg ikke har fået lavet. Så hentede jeg min kone, og vi talte frem og tilbage. Det var meningen, at optagelsen skulle foregå ude, så jeg måtte lige sikre mig, at naboen ikke ville slå græs i mens”.
”
Jeg var nervøs over at skulle være på live tv. Jeg drak noget vand. Det gik godt, og jeg fik mange tilkendegivelser fra kolleger.”
”Jeg spiste sent og gik omkuld.”
Fredag den 9. juni:
”Fredag var næsten endnu mere hektisk. Jeg har haft TV2 Øst i røret hver morgen.”
”Jeg fik besked om, at jeg skulle med til møde i Danske Regioner.”
”Der var tre jurister fra forbundet og tillidsfolk fra FOA lokalt og en repræsentant fra LO. Det var LO-repræsentanten, der snakkede med Danske Regioner. Hun var væk i højst en halv time og kom tilbage med et referat.”
”Bagefter fik vi lidt at spise. Det var en befrielse at sidde i solen i en time og falde ned og få en frokost.”
”Da jeg kom tilbage, var der fagligt møde, hvor det blev besluttet at genoptage arbejdet til nattevagten. Mine kolleger blev orienteret om mødet i Danske Regioner.”
”Jeg var igen live på tv. Der havde jeg næsten sagt nej, men så tænkte jeg, nu gør jeg det igen for at få vores budskab ud. Det gik bedre denne gang, og jeg kom frem med gode ting.”
”Så kørte jeg min yngste søn til fest. Jeg har tre børn, og han er den sidste hjemmeboende på 22.”
Weekenden den 10. - 11. juni:
”Jeg arbejdede i weekenden. Efter en strejke er der mange aflyste operationer, så jeg havde overarbejde. Jeg var blæst i hovedet, så jeg lagde telefonen i køkkenet for at kunne sove. Jeg har flere nætter måttet tage en halv sovepille for at kunne slappe lidt af.”
Mandag den 12. juni:
”Strejken blev genoptaget. Der var indkaldt til fællesmøde. Der startede vi lidt forfra.”
”Talsmændene tog kontakt til sygehusledelsen, og vi havde et møde på 40 minutter med vores sygehusdirektør. Han lyttede til os.”
”Han var meget neutral, men han meldte klart ud, at han forventede, at Koncern Ledelse leverede kompetente personer, sagde han.”
”Strejken fortsatte, fordi der ikke var kommet gang i en dialog med Koncern Ledelse i Region Sjælland.”
”Jeg fik slået græsset. Det var blevet så langt. Og så gik jeg i gang med at lægge fliser i indkørslen.”
Tirsdag den 13. juni:
”Der var fagligt møde fra morgenstunden. Jeg kunne mærke, at talsmændene var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi det blev forventet, at de koordinerede kørsel til den planlagte demonstration for en erhvervsuddannelse for portører, som skulle gå fra Rigshospitalet til Danske Regioner.”
”Jeg er normalt ikke på Facebook, men det har jeg været nødt til nu, for at følge med i, hvad der bliver skrevet.”
”Vi diskuterede demonstrationen, og det endte med, at tre biler kørte derind.”
”Jeg var selv i FOA. Det har jeg været hver dag for at aflevere sedler med navne på de, der har nedlagt arbejdet.”
”Vi talte om de personer, der var blevet varslet. Det kom bag på mig, at flere af dem har været eller er syge. Hvordan kan man vælge dem? Det er katastrofalt ud fra de varslingskriterier, der var sat op.”
”På vej fra FOA ringede jeg til min kone og spurgte, om hun kunne lave to blødkogte æg til mig. Jeg er sådan en, der skal have morgenmad for at kunne fungere, og jeg havde kun fået en banan selvom klokken var 13.30.”
”Til aften fik jeg rødvin og en god grillet bøf og for første gang længe, sov jeg seks timer om natten.”