Annonce

Tre kvinder står eller sidder ved siden af hinanden, den ene kvinde sidder på en stol mens en anden sidder på et bord

Skadet dagplejer skifter til kontorjob


Malene har været dagplejer i seks år. Hun er nu i gang med
at finde ud af, hvordan hendes erfaring med børnepasning
kan give mening på et kontor.

Annonce

For tidligere dagplejer Malene Skou Nielsen handler det om at se sine blandede erfaringer som en styrke i forhold til ansøgere, der måske er gået en mere lige vej gennem forskellige kontormiljøer, men ikke har hendes sans for at multitaske under pres.  Niels Åge Skovbo

Af Karen Greve
Journalist

Annonce

Sidste sommer stod 37-årige Malene Skou Nielsens skulder af. Efter et halvt år med hele fire kravlebørn under et år i dagpleje kunne hun ikke længere løfte højre arm. Og da det ikke gik an at forklare babyer med stort behov for tryghed, at hun ikke kunne løfte dem – og efter lægens ordre skulle tage den med ro – sygemeldte Malene sig modvilligt.

“Jeg trak den så langt, jeg kunne, fordi jeg følte et stort ansvar for de børn og forældre, der havde en tryg hverdag hos mig,” forklarer Malene.

I løbet af de næste måneder nåede hun frem til, at hun dels ikke vil slide sin krop op, dels ikke ville risikere at starte op med nye børn og igen være nødt til at stoppe.

“Det var en lang proces. Jeg gik mange ture og tudede undervejs, men da jeg først havde taget beslutningen om, at jeg skulle gå den administrative vej, var det en lettelse.” 

Det var en lang proces. Men da jeg først havde truffet beslutningen, var det en lettelse.

Malene Skou Nielsen, tidligere dagplejer

Bruger sin erfaring

Siden er Malene Skou Nielsen blevet ekspert i den disciplin, der handler om at forklare, hvilke erfaringer man får som dagplejer, og hvordan de erfaringer kan bruges i andre job.

“Jeg er god til at lytte og sætte mig ind i forskellige menneskers behov. Som dagplejer er dagene aldrig ens. Du bliver dygtig til både at lave et program og bevare roen, når planen skal justeres, fordi et barn, der virkede frisk, pludselig bliver træt på vej til biblioteket.”

Malene ser de menneskelige kompetencer, hun har opøvet, som en ekstra ressource, når hun skal søge administrative job.

“Jeg er vant til at omstille mig lynhurtigt og til at samarbejde med helt forskellige mennesker, for jeg har haft alle slags for- ældre og børn,” siger hun.

Faglig opkvalificering

Malene Skou Nielsen har en uddannelse som advokatsekretær, som ganske vist er forældet, fordi den er mere end otte år gammel. Men med hjælp fra FOA har hun fundet to AMU-kurser, der kan give hende en faglig opkvalificering i administration, løn og personale.

“Jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg føler mig hjemme i stoffet. Allerede efter de første to uger på kurset føler jeg mig bedre klædt på til at søge kontorjob. Et andet plus er det nye netværk, jeg får på kurset, så jeg ser lyst på fremtiden.” 

Malenes råd til at blive skarp på sin profil:

  • Jeg har besvaret spørgsmål på jobindex.dk/ persontype testonline. Det har hjulpet mig med at få styr på min profil.
  • Jeg har bedt venner, familie og bekendte om at beskrive, hvordan de ser mig. Det har virkelig været nyttigt og har åbnet mine øjne for, at jeg tænker kreativt og æstetisk. Det kan jeg nu fremhæve.
  • To ret forskellige veninder har læst mine ansøgninger og givet feedback. På den måde håber jeg at ramme flere af de ledere, der skal ansætte

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev