Den vigtigste lederegenskab er, at lederen har føling med, hvad der rører sig blandt medarbejderne. Sådan siger godt 6.000 medlemmer af FOA i en medlemsundersøgelse. Jeg er enig i, at ledernes kendskab til medarbejdernes hverdag er afgørende. Men det gælder også den anden vej rundt. Jo mere dialog og jo større kendskab man har til hinandens arbejde, jo bedre bliver arbejdsmiljøet. Og med et bedre arbejdsmiljø følger en bedre hverdag for borgere, medarbejdere og ledere.
Derfor er jeg glad for, at FOA i januar fusionerede med LederForum. I dag står vi stærkere i lederarbejdet og kan yde en bedre service over for både ledere og medarbejdere. Og vi kan inspirere hinanden og trække på hinandens spidskompetencer. Det gælder i hverdagen
på arbejdspladserne og i det politiske arbejde, hvor FOA kan spille ind med både ledernes
og medarbejdernes perspektiver i for eksempel udviklingen af det nære sundhedsvæsen og i arbejdet med afbureaukratisering og regelforenkling.
Jeg tager begge perspektiver med i mit arbejde i det udfordringspanel, der skal give regeringen inspiration og udfordring til en sammenhængsreform. Og FOA vil sikre, at alle synspunkter bliver hørt i følgegruppen til ældreministerens taskforce om afbureaukratisering.
Jeg er sikker på, at vi får en bredere viden om de forandringer, der sker på social- og sundhedsområdet, når ledere og medarbejdere arbejder sammen. Gode ledere er til medarbejdernes fordel. Og gode medarbejdere er til ledernes fordel. Så ledere: Hjertelig velkommen til FOA!