I dag er det et år siden, at drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent Vivi Nielsen på Lindegården fandt sted. Siden drabet den 25. marts 2016 er der faldet ro på det socialpsykiatriske bosted lidt uden for Roskilde.
Men de ansatte og beboerne har - målt i menneskeskæbner - betalt en høj pris for roen. Et menneske mistede livet, et andet blev morder, og en række af de øvrige beboere blev tvangsforflyttet fra det sted, de betragtede som deres hjem. Den høje pris frustrerer Mia Kristina Hansen, der arbejder på Lindegården.
“Vi råbte op lang tid før drabet. Hvorfor skulle det alligevel ende med, at Vivi blev dræbt. Vi har fået en stille Lindegård nu, men det er sket på bekostning af nogle mennesker, som er blevet ofret,” siger hun.
“Det gør mig så vred, at Vivi skulle dø, før kommunen greb ind, og det blev bedre,” siger Mia Kristina Hansen.
Hun mener, at måden, hvorpå de ansatte på Lindegården håndterede drabet på deres kollega, var en væsentlig årsag til de forbedringer, der efterfølgende skete.
“Københavns kommune gjorde noget, men de har også været under et massivt pres fra medierne. Det er måske det, der er forskellen på os og de andre steder. Vi strejkede og sagde fra, så der er ingen tvivl om, at politikerne blev nødt til at lytte til os,” siger hun.
Liv, ære og velfærd
Mens miljøet er blevet bedre på Lindegården, tyder meget på, at forholdene i socialpsykiatrien som helhed er uforandrede - eller måske endda forværret.
Antallet af danskere med psykisk sygdom er steget de sidste år. Det samme er antallet af psykisk syge med misbrug, ligesom antallet af retspsykiatriske patienter er eksploderet de sidste 15 år.
“Jeg skrev et indlæg efter Vivis død i håb om, at forholdene i socialpsykiatrien på landsplan ville blive bedre. Men man kunne trykke det igen, og det vil ikke gøre nogen forskel, for der er intet, som har forandret sig,” siger Mia Kristina Hansen.
Hun fortæller, at der er brug for flere hænder på bostederne og flere sengepladser i psykiatrien, hvis den negative spiral skal brydes. Indtil politikerne har handlet, advarer Mia Kristina Hansen kollegaer på andre bosteder om at tage vold og trusler alvorligt.
“Man ikke skal arbejde, hvis man føler sig truet. Det er godt, at FOA nu har gjort opmærksom på, at der findes et begreb, der hedder ‘liv, ære og velfærd’, der tillader den ansatte at stoppe arbejdet, hvis de bliver truet eller overfaldet. Jeg ville bare ønske, at vi havde haft den opbakning før 25. marts sidste år,” siger hun.