En af de ting, der støder mig ved den regering, vi
fik lige før jul er dens ubehagelige retorik om folk,
der ikke gider arbejde.
Det er noget notorisk vrøvl, og
det ved de fleste vist godt. Jeg
kan faktisk ikke komme i tanke
om ret mange mennesker, der
ikke gerne vil arbejde, selv om
der blandt vore medlemmer
bestemt findes mange, der har
hårde, fysiske nedslidende job,
trælse chefer og oplever manglende anerkendelse
for deres indsats. Alligevel finder de fleste en fornøjelse
i arbejdslivet – udover, at vi er nødt til at gå
på arbejde for pengenes
skyld. Men for de fleste
er der meget mere i
arbejdslivet end det.
Når så jeg hører om
kantinelederen Thomas
i Aalborg, der sørger for
god, sund mad til de
kommunalt ansatte og
samtidig skaber en fantastisk,
sprudlende og
skæg arbejdsplads for sig selv og kollegerne,
der har forskellige problemer eller diagnoser,
bliver jeg virkelig glad.
Arbejde, kolleger og følelsen af at du til
noget er afgørende for mennesker. I dette
køkken dur de alle sammen til noget,
betyder noget for hinanden og tager
hensyn, når nogen har en dårlig dag.
Det er tankevækkende,
at en af medarbejderne
siger, at her er de ikke
flove over deres diagnoser.
Det bør ingen
mennesker være, men
i køkkenet i Aalborg er det
en naturlig del af tilværelsen.
Og det betyder ikke, at de ikke kan yde
deres på arbejdsmarkedet, for det er
meget sjovere end en førtidspension.
Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA