Det dufter af tomatplanter, når man træder ind i gartneriet Garland, der ligger lidt uden for Ikast. Solen skinner gennem glasset og har skabt et tropisk klima i de i alt fem drivhuse, som er forbundet med en smal sti af fliser.

“Her har vi tallerkensmækkere og ærtespirer. Dem kan du spise,” forklarer 23-årige Camilla Engedal, mens hun sammen med Camilla Sørensen på 29 år viser vej i gartneriet.

De to piger færdes hjemmevant gennem drivhusene, mens de namedropper navne på krydderurter og stueplanter. Det er dog agurkerne, der gør krav på det meste af de to pigers tid.

“Lige nu laver vi agurker. Tre dage i ugen høster og pakker vi. De resterende dage fjerner vi ukrudt og sideskud,” siger Camilla Sørensen og fjerner et lille, grønt skud, der sidder midt på planten. 

Stofmisbrug

De seneste fem måneder har gartneriet været Camilla og Camillas arbejdsplads. Her arbejder de hver dag fra klokken 9.30 til 12.00. Ud over at være gartner-kollegaer har de to piger en række psykiske diagnoser til fælles.

Før de kom på Garland, levede de et rodløst liv med en døgnrytme, der var vendt på hovedet og en vennekreds, hvor stofmisbrug var en af fællesnævnerne. Efter de begyndte at stå op om morgenen, luge ukrudt og plukke agurker sammen, har de fået lagt distance til deres gamle liv.

“Jeg er nået rigtigt langt, siden jeg startede herude. Jeg har aldrig været så langt væk fra stofmisbruget som nu,” siger Camilla Sørensen, der har har borderline og evasiv personlighedsforstyrrelse. 

Camilla Engedal, der har ADHD og social angst og ‘prøvet lidt af det hele’ har heller ikke været i nærheden af misbrug, siden hun begyndte at arbejde på gartneriet.

70.000 agurker

Gartneriet Garland er et beskyttet beskæftigelsestilbud, som primært arbejder med unge, der ikke er arbejdsmarkedsparate, og som ofte har en diagnose. Men det er også en arbejdsplads, der producerer 70.000 agurker og tusindvis af krydderurter og stueplanter til forretninger i lokalområdet. 

Netop det, at man laver rigtige grøntsager og planter, der bliver solgt i rigtige butikker, er vigtigt, fortæller Poul Erik Skov Heunecke, som er leder af gartneriet:

“På mange bosteder kommer man ikke væk fra sit hjem. Her kommer man ud i en rigtig arbejdssituation. Der kommer et produkt ud af det her. Og man kan faktisk gå op i byen, hvor der er en butik, som sælger det.”

Rigtige gartnere

Fordi Gartneriet Garland skal ligne en rigtig arbejdsplads, er størstedelen medarbejderne værkstedsassistenter, der er uddannet gartnere, i stedet for pædagoger. En af dem, der har været der længst, er Nana Gertsen Leer.

Hun fortæller, at det også bliver lettere at hjælpe de unge med deres sociale problemer, når man bliver deres kollega.

“Når man er i en arbejdssituation, så er det lettere at få en snak om, hvilke problemer der rører sig i deres liv. Det gør det lettere at hjælpe dem, som har brug for hjælp,” fortæller Nana Gertsen Leer.

Det kollegiale forhold mellem personalet og de unge i gartneriet betyder også, at personalet kan opspore og forebygge konflikter, inden det udvikler sig til vold og trusler. På trods af, at en del af de unge i gartneriet har en psykisk diagnose, har gartneriet ifølge Poul Erik Skov Heunecke kun haft én voldsepisode, siden det blev grundlagt i 1985. Denne episode opstod i øvrigt, da en læge udefra opsøgte en af de unge, som han ville have indlagt.

Vil være gartnere

Når man er psykisk syg og lever på kontanthjælp, er sociale situationer ekstra svære, for hvad svarer man, når man bliver spurgt: ‘Nå, hvad laver du så?’. Camilla og Camilla forsøgte derfor at afskærme sig fra situationer, hvor de kunne få det frygtede spørgsmål.

“Man føler sig som en samfundsnasser, der ikke duer til noget, når man går hjemme. Det bliver hurtigt den opfattelse, man får af sig selv, altså at man er en taber, der ikke kan finde ud af noget. Så er det, at man finder et fællesskab med andre, der har det på samme måde,” siger Camilla Sørensen. 

Gartnerarbejdet har tilføjet en ny dimension i de to pigers selvopfattelse, som de er stolte over.

“Selvværdet stiger, når man finder ud af, at man kan udføre det samme arbejde som gartnerne her i gartneriet. Det er også lettere at møde nye mennesker, når man kan sige, at man arbejder på et gartneri og ikke bare går derhjemme,” siger Camilla Engedal. 

Vil uddannes som gartner

Efter fem måneder på gartneriet skal de to piger snart videre. De ønsker begge at starte på uddannelsen som anlægsgartner.

Jeg har svært ved at sidde stille på en stol i længere tid. En boglig uddannelse er derfor ret udelukket. Jeg vil gerne starte i lære som anlægsgartner, for det er en ret praktisk uddannelse,” siger Camilla Engedal.

Her har folkene på gartneriet også hjulpet de to piger:

“Hvis vi skal i praktik eller vil snakke uddannelse, så har vi hver vores vejleder, som hjælper os, når vi har brug for det,” fortæller Camilla Sørensen. 

Nye jobs og bedre liv

Camilla og Camilla har begge tidligere været i forskellige former for aktivering og begyndt på uddannelser, de ikke har gjort færdige. Selvom de to piger ikke hidtil har haft held til at bryde ud af de sociale strukturer, så tror Poul Erik Skov Heunicke, at det vil lykkedes dem nu:

“Flere af de folk, der er begyndt hos os, har fået uddannelse og arbejde. Jeg tror, der er muligheder og potentiale i alle mennesker - det handler bare om, at de skal have en chance.”

Selvom arbejdsmarkedet er endemålet for de unge, minder Poul Erik Skov Heunicke om, at gartneriet også har en mere grundlæggende funktion, der handler om at tilføje mening til livet:

“Det er ikke nok, at man har noget at leve af. Man skal have noget at leve for, og her er arbejdet altafgørende.”

Truet af besparelser

De sidste år er det dog blevet sværere for folkene på gartneriet at give de unge noget at leve for. Gartneriet har nemlig været ramt af flere besparelser, der har betydet, at de unge har mindre tid på gartneriet.

“Vi har eksempler på nogle borgere, der har været her på fuld tid, men på grund af besparelser er de her kun på halv tid. Så forsumper folk langsomt,” siger Nana Gertsen Leer.

I en tid, hvor man helst skal kunne dokumentere effekten af de investerede penge, har gartneriet det vanskeligt. Det er nemlig svært at måle, at en ung er blevet gladere og mere arbejdsmarkedsparat.

“Der sidder nogle DJØF’ere i kommunen, som arbejder ud fra businessteorier, og jeg ved ikke hvad. Det er svært at dokumentere, at det her har en effekt, men når man har set det, så ved man, at det virker. Det er hverken værdigt eller samfundsøkonomisk gavnligt ikke at blive ved,” siger Nana Gertsen Leer.

Mens hun snakker, hopper en solsort hen over flisegulvet og ind blandt nogle agurkeplanter. Lukas Grahams hyldestsang til sin far, “You're not there”, brummer ud af radioen i drivhusets højtalere og blander sig med den tunge tropeluft, solens stråler og duften af tomatplanter. 

Selvom budgettet er blevet mindre, er dedikationen til arbejdet intakt. En stor del af belønningen for arbejdet ligger nemlig i at se mennesker som Camilla og Camilla vokse - og måske en dag slå rødder på arbejdsmarkedet. 

“Det er sindssygt livsbekræftende at få lov til at gøre en forskel for nogle mennesker. Det er mit liv, og det er det, jeg brænder for. Tilgangen til mennesker er unik her, og vi formår at rykke mennesker, og det rykker også dig selv,” siger Nana Gertsen Leer.