Annonce

Hvid udråbstegn på orange og rød baggrund

Tema: Konflikt mod DK-Pleje

Nægter sosu'er tillæg og løn under sygdom og barsel


Løn- og ansættelsesforholdene i DK-Pleje A/S er så grelle, at FOA nu varsler konflikt mod det private plejefirma.

Annonce

På grund af problematiske løn- og ansættelsesvilkår mødes det private plejefirma DK-Pleje A/S nu med en konfliktvarsel. Grafik: Joe Andersen

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Af Johnny Frederiksen
Videojournalist

Annonce

Tillægget for at arbejde i weekenden er to biografbilletter. Der er ingen pensionsordning eller barns første sygedag, og nybagte mødre kan se langt efter løn under barsel – den findes nemlig ikke.

Løn- og ansættelsesforholdene i det private plejefirma DK-Pleje A/S er så grelle, at FOA nu varsler konflikt mod virksomheden, der opererer i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Brøndby, Gentofte og Herlev.

“Virksomheden tjener penge på den danske velfærd, men nægter sine ansatte pension, tryghed og en anstændig løn. Det er helt ude i hampen. Selvfølgelig skal de følge de løn- og arbejdsvilkår, der gælder på det private arbejdsmarked,” siger forbundsformand i FOA Dennis Kristensen.

Læs også: Konflikt afblæst: EKKOfonden takker ja til overenskomst

Ikke styr på noget

Fagbladet FOA har talt med flere både nuværende og tidligere ansatte hos DK-Pleje A/S. Mens de nuværende ansatte er meget tilbageholdende med kritik, vil de tidligere ansatte gerne tage bladet fra munden.

“Der var ikke styr på noget som helst. Som weekendtillæg blev jeg tilbudt to biografbilletter, og udbetalingen af feriepenge haltede. Pensionsordning og barns første sygedag var der ikke noget af,” siger social- og sundhedsassistent Carina Nygaard Bergenstoff.

Én af de nuværende ansatte, der gerne vil udtale sig er Lisette Boesen. Hun er glad for at arbejde hos DK-Pleje A/S trods vilkår som manglende løn under barsel.

“Jeg har været ansat siden januar i år og er glad for det. Det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis firmaet havde tegnet overenskomst, men det er ikke altid, at det er muligt,” siger Lisette Boesen.

Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden

DK-Pleje: Ingen kommentarer

Flere af de ansatte fortæller, at de er blevet lovet en pensionsordning fra 1. juni med udbetaling fra 1. juli.

 

“Nu glæder jeg mig til at se om det er sandt,” siger en ansat, der ikke ønsker at stå frem af frygt for at blive fyret, men navnet er redaktionen bekendt.

 

Fagbladet FOA ville gerne have haft en kommentar fra direktøren hos DK Pleje A/S Benjamin Ait Ahmed, men da vi fanger ham på telefonen fredag eftermiddag, er han meget kortfattet.

 

“Jeg har ingen udtalelser til jer. I kimer mine medarbejdere ned og spørger, om de er blevet truet til at skifte fagforbund. Nej, det er de ikke. Det er fredag eftermiddag, og jeg har en deadline for mine borgere, der skal have hjælp til weekenden, så er du ikke sød at sende mig dine spørgsmål på mail,” lyder det fra direktøren.

 

Mandag formiddag har Benjamin Ait Ahmed stadig ikke svaret på vores mail.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev