Annonce

Familie med mor far og to børn står på en havetrampolin

Tema: Drømme og opsparing

FOA'ere sparer op til familien


Den årlige ferie til en græsk ø, en familietur på kebabrestaurant eller en dag i Lalandia er noget af det, FOAs medlemmer sparer op til.

Annonce

Når dagplejer Tina Kusk Larsen (nummer to fra venstre) sparer op, går pengene især til børnene.  Niels Åge Skovbo

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Annonce

Hvis der er én ting, FOAs medlemmer vil have råd til, er det familien. Derfor prioriterer mange på trods af små budgetter at sætte penge af til særlige oplevelser med børn, børnebørn og ægtefæller. Det viser en undersøgelse fra pensionsselskabet PenSam, som også er bank for mange FOA-medlemmer.

"For vores kunder er det gode liv forbundet med ‘det nære’, som for eksempel en familietur på kebabrestaurant eller en dag i Lalandia med børnene. De vil gerne nyde livet her og nu, og deres ønsker er ikke urealistiske," siger kommunikationschef i PenSam Trine Gammelgaard Stuhr.

PenSams undersøgelse bakkes op af en ny medlemsundersøgelse fra FOA om opsparing. Her svarer 60 procent, at de sparer op. Ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen tyder tallene i undersøgelsen på, at FOAs medlemmer er fornuftige.

"Selv om FOAs medlemmer ikke har den højeste løn, lægger de vægt på, at den daglige økonomi er i orden," siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

Sparer op til det uforudsete

Selv om mange har godt styr på hverdagsøkonomien, kan budgettet hurtigt skride. 

"Hvis vaskemaskinen eller mobiltelefonen går i stykker, kan det vælte budgettet for mange af vores kunder. Derfor er det vigtigt også at spare op til det uforudsete," siger Trine Gammelgaard Stuhr.

Netop det uforudsete er noget, mange FOA’ere har fokus på. Halvdelen af dem, der sparer op, lægger penge til side til uforudsete udgifter. Helt i top på opsparingslisten ligger ferie og rejser, som seks ud af ti sparer op til.

Sparebøsse er in

Otte ud af ti af de medlemmer, der sparer op, har en opsparingskonto i banken, viser undersøgelsen. Desuden lægger hver femte penge til side i en sparebøsse. Og det er faktisk fornuftigt, siger forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen:

"Mange tror, at sparebøssen er gået af mode. Men det er et godt, konkret værktøj, som faktisk er lige så god som en bankkonto nu, hvor renten er lig nul."

Hvad sparer du op til?

Fagbladet FOA har spurgt fire medlemmer, hvad de sparer op til:
Portræt Louise Hansen
Louise Hansen, social- og sundhedsassistent på Plejecenter Lindehaven i Ballerup: Jeg sparer op til en bil. Jeg bor i Brøndby og arbejder i Ballerup, så der er langt med offentlig transport, når jeg skal hente min lille søn på et år. Med en bil kan jeg aflevere ham senere og hente ham tidligere fra vuggestue. Jørgen True
Portræt af Rasmus Mulvad
Rasmus Mulvad, netværkskonsulent på Borgercenter Børn og Unge, Amager: Jeg sparer op til mine veteranmotorcykler og til rejser. Jeg er i udlandet 5-6 gange om året. Det kan være små weekendture, men jeg har også krydset USA på motorcykel et par gange. Det giver mig en frihed, at jeg har råd til det. Jørgen True
Portræt af Hari Neupane
Hari Neupane, tillidsrepræsentant, Børne- og Ungdomsforvaltningen i København: Min kone og jeg er enige om, at vi skal sikre os, så vi kan klare os. Tænk, hvis en af os mister vores job. Jeg sparer næsten 1.000 kroner op om måneden på en særlig konto, og så sparer jeg 500 kroner op om måneden til ekstra pension. Heidi Lundsgaard
Portræt af Pia Nielsen
Pia Nielsen, køkkenmedarbejder på Slagelse Sygehus, Region Sjælland: Jeg sparer op til pension udover det, jeg betaler ind til PenSam. Og så lægger jeg 1.000 kroner til side hver måned, så jeg har en lille buffer til ferie og til jul. Ellers er det ikke sikkert min mand og jeg havde råd til at holde ferie. Heidi Lundsgaard

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev