”Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal kunne arbejde i mit nuværende job, til jeg er 72 år. Selv om jeg kun har været i denne branche i seks år, slider jobbet allerede på min krop.”
Det siger den 24-årige sosu-assistent Camilla Pedersen som en kommentar til, at Folketinget i dag førstebehandler et lovforslag om at hæve pensionsalderen.
Lovforslaget er et produkt af den 'velfærdsaftale', som den daværende VK-regering i 2006 indgik med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de Radikale.
Planen er, at vi i 2030 kan gå på pension som 68-årige. Men pensionsalderen kommer til at følge med den gennemsnitlige levealder, og derfor kan de, der fødes i dag, først forvente at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de er 74 år.
Værst i ældreplejen
Camilla Pedersen er et af de mange FOA-medlemmer, som synes, at den kommende stigning i pensionsalderen er urealistisk.
Allerede i dag giver mange, der arbejder inden for ældreplejen, børnepasnings- og rengøringsområdet, udtryk for, at de har svært ved at forestille sig, hvordan de skal kunne holde til at arbejde frem til pensionsalderen. Det fremgår af en undersøgelse blandt FOAs medlemmer.
Fire ud af 10 (39 %) er helt uenige eller delvist uenige i, at de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen. I ældreplejen gælder det for hele 44 procent af medarbejderne under 50 år.
Kvinder tror mindst på det
Jo yngre man er, jo større er risikoen for, at man ikke tror, at man kan holde til pensionsalderen.
Blandt FOAs medlemmer i ældreplejen under 50 år er det kun 20 procent, der er helt enige i, at de forventer at kunne arbejde, til de når folkepensionsalderen.
Medlemmer på 60 år eller derover er i langt højere grad helt enige i, at de forventer at kunne arbejde, til de når folkepensionsalderen. Blandt disse medlemmer er halvdelen (53 %) helt enige i, at de forventer at kunne arbejde, til de når pensionsalderen.
Generelt har flere mænd end kvinder tiltro til, at de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen. Samlet set er 41 procent af de mandlige FOA-medlemmer helt enige i, at de forventer at kunne arbejde, til de når pensionsalderen. Blandt kvinderne er den tilsvarende andel 25 procent.
FOA efterspørger fleksibel pensionsalder
FOA arbejder for en fleksibel pensionsalder, så dem med de korteste uddannelser kan gå på pension op til fire år tidligere.
”Dem med korte uddannelser eller helt uden starter tidligere i jobbet, nedslides hurtigere, har færre år som rask og rørig pensionist og dør ofte mange år før de højtuddannede. Derfor skal de også kunne pensioneres tidligere,” siger forbundsformand i FOA Dennis Kristensen.
Kilde: Medlemsundersøgelse, som FOA har gennemført blandt 4.524 erhvervsaktive medlemmer af FOAs elektroniske medlemspanel i april 2015. 2.408 medlemmer, svarende til 55 procent, gennemførte undersøgelsen.