At sidde på skolebænken igen var ikke lige det, Helle Schwartz havde drømt om. Efter 15 år som dagplejer og tidligere mange år som bygningsmaler regnede hun ikke med at skulle skifte job mere i sin karriere.
Men da hendes arbejdsgiver i Ringsted Dagpleje for nylig sparede hendes stilling væk, måtte hun tage sin fremtid til revision.
Efter en god snak med lokalafdelingen i FOA sagde hun ja til at begynde på en uddannelse som pædagogisk assistent mod at få såkaldt uddannelsesløn gennem hele uddannelsesforløbet. Betalt af Ringsted Dagpleje.
Vil skifte spor
”Da jeg fik besked om, at jeg var fritaget for tjeneste, brød min verden sammen. Men nu glæder jeg mig faktisk over, at jeg har fået muligheden for at skifte spor og arbejde med nogle andre aldersgrupper end de helt små børn – eventuelt handicappede unge,” fortæller den 51-årige tidligere dagplejer til Fagbladet FOA.
Hun fik valget mellem at blive fritstillet med et halvt års løn, arbejde videre i et halvt år eller at videreuddanne sig. Hun har tidligere har overvejet uddannelse, men da var der udsigt til en mindre fordelagtig løn.
Uddannelsesaftalen med Ringsted Dagpleje stiller hende bedre. Den indbringer hende nemlig 22.000 kroner om måneden, mens en voksenløn ligger på 18.000 kroner. Med to hjemmeboende børn betyder økonomien også noget, forklarer Helle Schwartz.
Lynhurtig aftale
Ifølge sektorformand i FOA Midtsjælland Mogens Bech Madsen indgår afdelingen mange af den slags aftaler med arbejdspladserne. Det er dog sjældent, at det går så hurtigt, som i Helle Schwartz’ tilfælde.
”Der gik fem dage, fra Helle Schwartz kom til mig for en snak, til uddannelsesaftalen var i hus. Det er sjældent set, men Ringsted Dagpleje har været rigtig flinke til at indgå den slags aftaler,” siger han.
Han anbefaler dagplejere, der mister deres job, at videreuddanne sig. For som han siger, så kan børnetallet – som ellers har været faldende – let begynde at stige igen, og så stiger efterspørgslen på arbejdskraft.