Mine venner grinede lidt af det, da jeg blev p-vagt, for jeg
er gammel BZ’er. De syntes det var sjovt, at jeg pludselig var blevet sherif.
Men for mig handler det om det samme: Om hvem, der ejer gaden. Det er sådan jeg
ser det mit arbejde. At give byen tilbage til borgerne. For eksempel, når vi
hjælper buschaufførerne, der er stressede nok i forvejen, fordi folk har
parkeret midt i et busholdested.
Jeg har været tekstforfatter i et reklamebureau, været med
til at udvikle et nyt medie og været kommunikationschef. Men jeg var træt af
møder. Af at fortælle andre, hvordan de skal arbejde, træt af MUS, APV, af
skulle sælge noget og dig selv og uklare succesparametre. Her er der ingen
stress, ingen ufærdige bunker og ingen musearm.
Som p-vagt har du frihed. Og du er altid gladere, når du
kommer hjem, end da du tog afsted. Jeg går omkring 15.000 skridt, cykler 15 til 20
kilometer, er ude i al slags vejr, og møder byens borgere, som ofte er glade
for, at du kommer, for vi hjælper dem af med biler, der er parkerede alle
vegne. Mit mål er, at folk tager bøden
med et smil. Det lykkes overraskende ofte. De kan jo for det meste se det
selv.
Ring 2 i snestorm
Folk tror, at vi bliver udsat for enormt meget. En gang har
jeg prøvet at få en vandballon i hovedet. Jeg aner ikke, hvor den kom fra.
Værre oplevelser har jeg heldigvis ikke haft. Det, og så folk, der tror, de kan
reglerne bedre end du selv.
Jeg kan da godt savne at være rockstjerne, der har fået en
genial ide. Men det her er bedre.
Jeg har friheden til at planlægge min opgave fra start til
slut og ved aldrig, hvad dagen bringer. Det kan være, du skal hjælpe en, der
har låst sig inde på et offentligt toilet. Eller du ser et hjørne af byen, du
aldrig har set før.
Jeg kan godt lide at være ude i svært vejr. At kunne patruljere
Ring 2 i snestorm er virkelig sjovt. Så tager jeg selfies til mine børn.