Jeg ville ønske, jeg kunne tage dig med i vandet og mærke din bløde hud.
Det er bare et af de eksempler, som en tidligere livredder i Vestbadet i Brøndby nævner, at hun har måtte lægge øre til fra en bruger af svømmehallen.
”Han gjorde alt for at få min opmærksomhed og sagde blandt andet, at jeg så sød ud og havde nogle pæne øjne. Jeg bad ham om at lade mig være i fred, så jeg kunne passe mit job,” fortæller Katrine.
Katrine er et fiktivt navn. Fagbladet FOA er bekendt med livredderens rigtige navn, men sagen har haft store konsekvenser for hovedpersonen, og hun har derfor ikke lyst til at stå frem med navn og ansigt.
Sagen begynder i marts 2022, hvor svømmehalsbrugeren første gang gør sig bemærket, fordi han, ifølge Katrine, var ”overdrevet opsøgende”. En uges tid senere er han tilbage i svømmehallen med ordene: Se, hvem der er kommet tilbage. Jeg er kommet kun for at irritere dig.
”Hver gang, jeg gik forbi, fløjtede han og sagde perverse ting, såsom at jeg så bedre og bedre ud for hver gang, han kom,” husker Katrine.
Ikke til salg i en svømmehal
Katrine fortalte derfor om brugerens grænseoverskridende adfærd til sin leder, og at hun ønskede ham bortvist hurtigst muligt.
”Men min leder sagde, at vi ikke kunne bortvise en gæst, før han havde talt med kommunen. Og det var mærkeligt, fordi det plejede ikke at være sådan,” fortæller Katrine.
”Jeg svarede min leder, at jeg havde været livredder siden 2005, og jeg aldrig havde været udsat for lignende. Jeg kan godt se forskel på chikane og nogle, der bare prøver at provokere en livredder. Så lad mig gøre det klart for dig; Jeg er ikke til salg i din svømmehal.”
Lederens svar gjorde Katrine utryg, og hun mærkede, hvordan kroppen begyndte at ryste ved tanken om at møde svømmehalsbrugeren igen.
”Jeg hørte hele tiden hans ord. Jeg blev bange for møde ham.”
Ramte en nerve
En dag, da Katrine var ved at åbne en vippe, mærkede hun, hvordan nogle fingre gravede sig ned i hendes skulder. Bøøøh, lød det fra svømmehalsbrugeren.
”Jeg følte, at han ramte en nerve, da han tog fat og råbte. Min verden sortnede. Jeg rystede, svedte og græd. Stod med hænderne foran mit ansigt og forsøgte at samle mig og finde ud af, hvad helvede der skete. Da jeg kiggede op, stod han og grinede.”
Det var dråben for livredderen, der nu måtte kaste håndklædet i bassinet. Katrine var ikke i stand til at varetage sit arbejde.
Efter hun og en kollega sendte en mail om episoden til sin leder, besluttede de at bortvise den krænkende svømmehalsbruger. Derefter tog Katrine hjem, og fordi ledelsen ikke kunne fortælle hende, hvordan de ville sikre, at det ikke skete igen, så hun ingen anden udvej end at sygemelde sig.
Tre måneder efter sygemeldingen blev hun fyret.
”Min leder sagde, at de havde været glade for mig, men fordi min læge ikke kunne sige, hvornår jeg blev rask, måtte de opsige mig. Der smadrede han hele min verden,” fortæller Katrine og påpeger:
”Jeg er jo syg og mistede mit job, fordi min leder ikke håndterede konflikten.”
Drømmen lever
Katrine har sammen med FOA kørt en retssag, som er resulteret i et forlig på betaling af seks måneders løn.
”Når en sag handler om chikane og arbejdsmiljø kan det være svært at bevise rent juridisk, om en arbejdsgiver har gjort nok. Vi havde ganske lidt på skrift, hvorfor det var ord mod ord,” fortæller Katharina Kristoffersen, advokatfuldmægtig i FOA.
”I denne sag var det vores overbevisning, at Katrine var blevet afskediget i strid med ligebehandlingsloven, da hun stillede krav om et chikanefrit arbejdsmiljø. Et krav, som Rødovre Kommune ikke efterkom, hvilket førte til, at Katrine blev syg og senere opsagt. Vi er derfor glade for, at det er lykkedes at indgå en godt forlig i sagen.”
Desværre er der, ifølge Katrine, ikke udsigter til, at hun kan komme i arbejde lige foreløbig.
”Jeg er på nerve- og depressionspiller. Piller mod søvnbesvær, angst og rastløse ben. Uden dem fungerer jeg ikke. Jeg kan ikke være alene eller sammen med mange mennesker. Når jeg står i kø ved kassen, føler jeg, at alle dem bag mig kan gøre mig bange.”
”Men min drøm er at komme i arbejde igen. Komme videre med mit liv. Både for min og mine børns skyld,” afslutter hun.
Personalechef i Rødovre Kommune, Marianne Fæster Nielsen, skriver til Fagbladet FOA, at hun ikke kan svare på konkrete spørgsmål om sagen, fordi det er en personalesag omfattet af tavshedspligt.
Men at hun på et generelt plan kan sige, at det ikke er – og aldrig har været – deres synspunkt, at krænkelser er noget, man som offentligt ansat skal finde sig i.
’Vi tager medarbejdernes sikkerhed og arbejdsmiljø særdeles alvorligt. Det gælder også i mødet med borgerne, hvor der kan være tale om høje følelsesmæssige krav, og hvis der skulle være tale om krænkelser.’
’Derfor er der løbende være fokus på beredskab og håndtering, ligesom vi er opmærksom på behov for at lære af vores erfaringer, også fra sager som denne. Det gælder både i forhold til samspil med borgerne og til vores medarbejdere,” skriver Marianne Fæster Nielsen.