Opdateret den 5. marts: Artiklen er opdateret, så du nu også kan læse om det regionale forlig. Det betyder, at hvis du er ansat som husassistent, tilsynsassistent, erhvervsuddannet serviceassistent, ufaglært serviceassistent, servicemedarbejder eller serviceassistent på sygehus eller er elev, skal du ned i bunden af artiklen.
Højere grundløn. Bedre honorering af anciennitet. Og øget indbetaling til den enkeltes pensionsordning.
Det var de tre overordnede mål, som Pia Heidi Nielsen, formand for Kost- og Servicesektoren i FOA, havde stående på sin liste, da hun forleden gik i gang med at forhandle de vilkår i den nye overenskomst, der gælder alene for de kommunalt ansatte medlemmer, hun repræsenterer.
Det drejer sig blandt andet om husassistenter, køkkenmedarbejdere, rengøringsassistenter og de erhvervsuddannede serviceassistenter – og der blev lyttet til de ønsker.
”Medlemmerne havde givet os et meget klart mandat, og derfor var vores krav også meget tydelige,” siger Pia Heidi Nielsen og kalder resultatet for ’et godt forlig’:
”Jeg oplever, at jeg kan kigge alle sektorens medlemmer i øjnene og sige, at vi har kæmpet for det, de bad om.”
Erfaring lønnes bedre
De afsluttende forhandlinger drejede sig om de 2 procent af den samlede ramme på 8,8 procent, som var øremærket de enkelte faggrupper.
Og resultatet blev altså, at langt hovedparten af de penge – helt præcist to-tredjedele – er brugt på at forbedre medlemmernes grundløn og anciennitetstillæg, mens den sidste del går til forbedret pension.
”Jeg er især glad for, at vi nu har fået fokus på dem med anciennitet. Tidligere stoppede eksempelvis husassistenternes og de ikke-faglærtes lønudvikling på løntrin 20 efter fem års ansættelse. De bliver nu hævet med et løntrin efter både to og fem års ansættelse,” siger Pia Heidi Nielsen og peger på det særlige forhold, der knytter sig til de grupper:
”Vi ved, at de har vanskeligt ved at få andel i pengene, når der forhandles om lokalløn. Derfor har det været vigtigt for os med de ekstra løntrin. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi opgiver kampen for at skaffe dem andel i lokallønnen. Og vi bliver også ved med at kæmpe for, at deres lønforløb ikke stopper efter blot fem års ansættelse.”
Stiger mere end otte procent
Pia Heidi Nielsen hæfter sig ved, at weekendens resultat skal lægges sammen med de lønstigninger på 6,5 procent, alle ansatte i kommunerne er sikret gennem det generelle forlig.
Det betyder, at langt de fleste medlemmer at Kost- og Servicesektoren kan se frem til en samlet lønstigning på mindst otte procent de kommende to år.
”Det er især værd at bemærke, at langt de fleste af pengene kommer til udbetaling i år. Den første store portion faktisk allerede i april,” siger hun.
Op til og under forhandlingerne har hun haft et særligt øje på de lavestlønnede. Hun glæder sig over, at de bliver ekstra tilgodeset både i kommunerne, i regionerne og i staten.
I kommunerne er de ansatte på løntrin 11-14 sikret, at deres grundløn hæves med 1.924 kroner om året i kommunerne. I regionerne er den tilsvarende gruppe sikret 2.403 kroner ekstra. Og på statens område er der afsat 11 millioner kroner til de lavest lønnede – blandt andre køkkenmedarbejdere.
Vagttillæg skal indgå i pension
”Her stiger særydelserne markant, og samtidig skal disse tillæg også tælle med i indbetaling af pension. Alene det er historisk og et kæmpestort fremskridt, siger Pia Heidi Nielsen.
Næste etape i køreplanen for OK24 er, at alle de mange aftaler om nye overenskomster afleveres til forligsmanden. Her bliver de samlet og sendt til afstemning blandt medlemmerne.
Herunder følger en række særlige resultater inden for Kost- og Servicesektorens område. Senere følger tilsvarende oversigt over resultatet for de ansatte i regionerne.