Annonce

landsret

Forgiftet på Tirsdalen

Sosu-hjælper kendt skyldig i dødsvold: Skal 16 år i fængsel


Social- og sundhedshjælperen fra Plejecenter Tirsdalen i Randers er her til morgen blevet kendt skyldig i grov vold og drabsforsøg.

Annonce

Ifølge TV2 Østjylland var Susanne Hein Kristensen ved at bryde ud i gråd, da dommen faldt i Vestre Landsret. Ida Østerlund

Af Laurits Eriksen
Journalist

Annonce

Den 61-årige social- og sundhedshjælper Susanne Hein Kristensen er i dag blevet kendt skyldig i fire tilfælde af grov vold  ét med døden til følge  samt fire drabsforsøg.

Nu er dommen faldet i Vestre Landsret: Susanne Hein Kristensen skal 16 år i fængsel.


Hun kendes samtidig skyldig i tyveri af medicin, besiddelse af medicin uden gyldig recept samt tjenestemisbrug.

Landsretten er altså i ankesagen nået frem til samme afgørelse, som byretten gjorde tidligere på året.

Dengang ankede social- og sundhedshjælperen dommen i byretten med henblik på frifindelse. Anklagemyndigheden kontraankede dommen med henblik på at få Susanne Hein Kristensen dømt for drab.

Det blev dog slået fast i Landsretten i dag, at Susanne Hein Kristensen frifindes for drab.

Anklager ønskede fængsel på livstid

Fagbladet FOA har tidligere dækket sagen fra Randers, hvor fire beboere fra Plejecenter Tirsdalen blev indlagt på hospitalet med forgiftning. Blodprøver viste, at de alle havde medicin i blodet, som de ikke havde recept på.

En af beboerne – en 81-årig kvinde – døde af forgiftningerne. De tre andre beboere overlevede, men er alle i dag afgået ved døden.

Ved en ransagning fandt politiet to af de tre medicinske præparater i Susanne Hein Kristensens hjem, som tilhørte beboere på Tirsdalen.

Senere kom det frem, at social- og sundhedshjælperen var på et medicinkursus for social- og sundhedsassistenter, hvor hun lærte om håndtering af medicin, om bivirkninger og om forgiftning som følge af medicinindtag.

Ifølge TV2 Østjylland mente anklageren, at Susanne Hein Kristensen skulle straffes med fængsel på livstid. Forsvareren mente, at straffen burde være 14 år.

Dette blev Susanne Hein Kristensen dømt for

1) Grov vold med døden til følge
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have givet en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.

2) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

3) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

4) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet kvindelig beboer lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

9) Tyveri af medicin

Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.

10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.

11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.

Desuden mister hun i byretten retten til at virke som social- og sundhedshjælper.

Kilde: TV2 Østjylland

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev