”Vi ved godt, at forråelse findes. Men hvad gør vi ved det? Hvordan undgår vi, at forråelsen nogensinde vinder indpas på vores arbejdsplads?”
Det er typisk de spørgsmål og den indstilling, som Dorthe Birkmose er blevet mødt med, når hun de seneste 10 år har besøgt utallige velfærdsområder i hele landet.
Tidligere har hun brugt sin tid på at dokumentere, at forråelse eksisterer – men det var ’old news’ ude på arbejdspladserne, fortæller hun.
De ansatte ville hellere se og høre om løsninger på problemerne, der får flere til at søge væk fra velfærdsfagene. Løsninger på forråelse.
”Først brugte jeg 10 år på at undre mig over, at der stadig er forråelse. Jeg tænkte: ’Hvordan kan det blive ved, når vi er så veluddannede, velmenende og er så rigt et land?’” siger Dorthe Birkmose og fortsætter:
”Men så brugte jeg de næste 10 år på at tænke: ’Det er egentlig forunderligt, at der ikke er mere forråelse.’ Alle er slidte. Der skal spares. Alle steder bliver der gennemført omstruktureringer, der ikke er særlig gennemtænkte. Alle steder kæmper de med pseudoarbejde.”
”Jeg oplevede, at forråelsen kunne være enorm i et team, men ikke-eksisterende i et andet, selv om normeringen var den samme, og de havde samme ledelse i samme kommune. Så prøvede jeg at holde øje med, hvad de ansatte gjorde for at undgå forråelse.”
Det var her, at Dorthe Birkmose fandt den brik, hun har ledt efter i årevis. Erkendelserne fik hende også til at opdatere sin bog: ’Når gode mennesker handler ondt’ med de nye indsigter.
Knaphedens psykologi
”Jeg faldt over den gren af psykologien, der hedder ’knaphedens psykologi’, og det var en øjenåbner. Det var det, som jeg havde manglet hele tiden,” fortæller hun og uddyber begrebet:
”Knaphed kan gøre, at man bliver til en kognitivt reduceret udgave af sig selv. At man simpelthen bliver kognitivt ringere fungerende, end man er. Så i gode tider, hvor der er restitution, opbakning, fællesskab og tid, oplever man sig selv, som man faktisk er.”
”Men når man oplever knaphed, hvor der ikke er tid, penge, kvadratmeter, muligheder, opbakning, ledelse eller kolleger nok, så bliver man en kognitivt reduceret udgave af sig selv. Man bliver dårligt fungerende, og så er det, at forråelsen kan blive en mestringsstrategi.”
Så ligegyldigt hvor godt, tålmodigt, dygtigt og roligt et menneske, man er, vil man altså opleve sig selv i en dårlig version, når knapheden indtræffer.
En version, som psykologen selv kender til.
”I 20 år eller mere har jeg haft en forundring over, hvorfor man kan blive en dårligere version af sig selv. Jeg har selv mange gange tænkt: ’Hvorfor gør du det ikke bedre? Hvorfor svarer du folk sådan? Hvorfor er du afvisende? Hvorfor bagatelliserer du, når du ved bedre?’” eksemplificerer Dorthe Birkmose.
Men det ved hun nu.
Det skyldes psykologisk knaphed. Og ens kognition kan faktisk blive så svækket, at man ikke længere ved dét, man normalt ved. Man har ikke sine sædvanlige kognitive ressourcer til at tænke sig om. Man kan blive så tankeløs, at man kan krænke og svigte andre uden at erkende det.
Ingen lette løsninger
Ifølge Dorthe Birkmose handler alle løsningerne på forråelsesproblemet – uanset hvor forskelligartede de er – om at bekæmpe knaphed. Derfor er det afgørende at lave en problemanalyse på, hvad det er for nogle knapheder, som gør, at forråelsen bliver nødvendig.
”Er det knaphed på restitution? For så er det restitution, vi skal have. Er det knaphed på tid? Så er vi nødt til at have mere tid. Er det knaphed på mandskab? Så er vi nødt til at have mere mandskab, og så videre, og så videre,” forklarer Dorthe Birkmose.
Fordi man kan se så konkret på knaphederne, mærker Dorthe Birkmose en optimisme. For hvis der bliver gjort noget ved de forskellige former for knaphed, kan alle få adgang til deres kognitive ressourcer og være med til at finde de konkrete løsninger, der kan gøre forråelse unødvendig.
”Der er ikke nogen lette løsninger. Men der er, trods alt, løsninger,” fastslår Dorthe Birkmose.