Mange af os fagligt aktive går op i det økonomiske råderum, for normalt er det sådan, at størrelsen af det bliver afspejlet i den økonomiaftale, der indgås imellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
Derfor kan det også undre, at vi på trods af en solid økonomi ser, at de fleste kommuner skal spare på næste års budgetter.

Godt nok bliver der afsat ekstra penge til at dække det øgede behov, men det er langt fra nok. Økonomiaftalen tager ikke hensyn til den høje inflation, der var i 2022, og den tager heller ikke hensyn til de voksende udgifter på det specialiserede socialområde. Konsekvensen er besparelser, og det betyder, at vakante stillinger nedlægges, at medarbejdere afskediges, og at arbejdspresset øges yderligere.

I en tid, hvor der mangler arbejdskraft, og hvor det er bydende nødvendigt, at flere går op i tid, er det en helt uforståelig prioritering af økonomien. Især når vi har penge til at gøre noget ved problemerne.

Kort før de kommunale og regionale budgetforhandlinger fandt finansministeriet yderligere milliarder i det økonomiske råderum, og vi håbede til det sidste på flere penge til velfærd. Der kom én milliard til deling imellem regioner og kommuner sammen med en fortælling om, at nu har regeringen lyttet og handlet.

Men én milliard tyndt smurt ud forslår som en skrædder i helvede, og når regeringen samtidig vil prioritere ekstra skattelettelser, så hænger det slet ikke sammen. Det er respektløst overfor alle de kolleger, der løber alt for stærkt, og som kommer til at løbe endnu hurtigere til næste år. Så nej tak til flere skattelettelser. Ja tak til flere kolleger på arbejdspladserne.

Klummen er bragt i det trykte Fagbladet FOA.