Annonce

Så er vinderen af EM i Sosu-Skills kåret: Sådan klarede Signe sig


Der var lysshow og underholdning i verdensklasse, da EuroSkills 2023 blev afrundet med et brag til den store afslutningsceremoni. Signe Gundlach og hendes trænere var meget tilfredse med den danske præstation, selvom hun ikke rejser hjem med guld om halsen.

Annonce

Det blev ikke til en podieplads for Signe Gundlach i Gdańsk. Men hun kan se tilbage på en flot præstation, der også fik mange rosende ord fra både trænere, dommere, familie og sektorformand Tanja Nielsen. SEVU

Af Laurits Eriksen
Journalist

Annonce

Man kan forestille sig, at Signe Gundlachs negle er bidt helt ned til roden.

Det seneste døgn har hun nemlig ventet i intens spænding på, om det mon blev hende, der skulle løbe med titlen som europamester i social- og sundhedspleje.

I går afsluttede hun tre vilde konkurrencedage i Gdańsk, hvor hun efter sidste opgave forlod scenen til klapsalver og jubel fra et ellevildt publikum. Den danske Skills-delegation var samlet for at hylde den seje deltager, der gennem ugen i alt var på scenen ni gange til 40 minutters lange udfordringer.

Her til aften blev spændingen så forløst. Sammen med de 20 andre danske deltagere fra forskellige erhvervsfag sad hun spændt og ventede til det storslåede afslutningsshow i Polsat Plus Arena i Gdańsk. Man skulle tro, deres øjne var trætte efter tre hårde dage, men de lyste alligevel om kap med de tusinder af spotlys fra arenaen.

Dansk publikum var mødt talstærkt op på tilskuerpladserne, og med deres rød-hvide farver var man ikke i tvivl om, hvor de havde placeret sig i den gigantiske arena.

I alfabetisk rækkefølge blev vinderen i hver disciplin annonceret, og stemningen steg i takt med, at værterne nærmede sig H’et for ’Health and Social Care’ – Signe Gundlachs kategori.

Var neglene bidt ned til roden før, var der nok ikke meget af fingerspidserne tilbage nu.

Desværre var det ikke Signe Gundlachs navn, der blev råbt op, da de to værter afslørede, hvem der løb med trofæet. I stedet var det den finske deltager Linn Ahlskog, der løb med guldet.

Andenpladsen gik til Tyskland, og tredjepladsen blev delt mellem Ungarn og Norge.

To kvinder i jakkesæt holder om hinanden
Susanne Völker-Jensen (tv) og Signe Gundlach var spændte inden det store sceneshow gik i gang på Polsat Plus Arena i Gdańsk. Laurits Eriksen

Ros fra alle sider

Selvom det ikke blev en dansk sejr, er Signe Gundlachs to trænere, Susanne Hvid og Anne Kirstine Jensen, stadig stolte af den 21-årige vestjydes præstationer:

”Det er gået rigtig godt for Signe. Hun blev bedre og bedre hver eneste dag. Hun har gennemtænkt alle opgaver, og hun mødte borgerne på en ordentlig måde. Vi kunne ikke forvente mere af hende,” siger Susanne Hvid.

Den danske dommer Susanne Völker-Jensen, der har været med til at bedømme de andre deltagere i sosu-kategorien, roser også Signe Gundlach:

”Signe har været så modig. Hun har været fagligt dygtig, nærværende og empatisk i sit arbejde. Hun er 100 procent klar over, hvilket menneske hun arbejder med. Det, synes jeg, var meget tydeligt. Hun er en fantastisk rollemodel for vores fag,” siger Susanne Völker Jensen.

Hun fortæller, at Signe Gundlach var oppe mod et stærkt felt af deltagere fra Norge, Spanien, Polen, Ungarn, Tyskland og Finland. Flere af deltagerne har trænet op til Skills i flere år, og nogle af dem har været med til verdensmesterskaberne i Sosu:

”Jeg er helt blæst bagover over, hvor trænede de var. Så selvom Signe ikke vandt, er hun alligevel en klar ener i mine øjne.”

Signe Gundlachs trænere var også imponeret over deltagerfeltet. Selvom øjnene var fast rettede mod Signe under konkurrencerne, fik de alligevel snuset rundt til de forskellige scener og overværet de andre deltageres præstationer. Signe Gundlach så ikke selv sine konkurrenter i aktion, men hun er ikke bleg for at rose dem alligevel:

”De andre er enormt dygtige. Nogle af dem har måske også lidt mere erfaring end mig. Jeg har virkelig bare gjort mit bedste, og mere kan jeg ikke gøre,” siger Signe Gundlach.

Selvom Signe ikke kom på podiet til aftenens show, synes hun ikke, at hun rejser tomhændet hjem fra Polen:

”Det var afslutningen på mit eventyr med Skills, og det føles mærkeligt i kroppen nu. Jeg har lært virkelig meget. På den tid jeg har trænet op, har jeg jo været gennem hele pensum, og så er mit engelske også blevet meget bedre.”

Signe Gundlachs to trænere har også lært en masse ved at træne Signe op til EuroSkills.

”Vi har knoklet uafbrudt i tre uger, og det er vi alle sammen blevet rigere af – både på viden, på oplevelser og på sammenhold. Vi trænere har lært en masse om, hvordan vi som undervisere bliver bedre til at lære fra os. Skills har været en styrke for os alle,” siger Anne Kirstine Jensen.

Susanne Völker-Jensen fortæller også, at hun tager masser af erfaringer med i sin dommerkuffert, som hun vil bruge, når hun skal være med til at planlægge EuroSkills 2025 i Herning:

”Den her oplevelse var noget helt særligt. Jeg har fået ny viden, og mødt en masse inspirerende mennesker. Selvom vi har konkurreret, har der været en fantastisk stemning bag kulissen, og det var altid med deltagerne i centrum,” siger Susanne Völker-Jensen.

EuroSkills

EuroSkills er et europamesterskab for nyuddannede og unge studerende fra erhvervsuddannelser.

I år deltager 600 unge fra 32 europæiske lande. Deltagerne dyster i 43 forskellige håndværksfag.

Danmark stiller op med 21 deltagere, der alle har vundet DM i Skills. De dyster i fag som SOSU, kok, receptionist og tømrer.

I år afholdes EuroSkills i Gdańsk i Polen, hvor der forventes at komme cirka 100.000 besøgende.

EuroSkills bliver afholdt hvert andet år. Næste gang er Danmark vært, når EuroSkills 2025 går løs i Herning.

+

Vigtigt for faget

Blandt publikum befandt Signe Gundlachs to stolte forældre sig også. De havde taget turen fra Videbæk til Gdańsk for at støtte op om deres datter:

”Hun har lagt enormt mange timer i det, og der er ingen tvivl om, at hun brænder for det. Vi er som forældre enormt stolte af, at Signe kan være ansigtet på, at der er mange dygtige social- og sundhedsassistenter i Danmark. I medierne har der været mere fokus på udfordringerne i faget de seneste år, så Signes deltagelse er virkelig vigtig,” siger Signe Gundlachs far, Kim Nielsen

Han fortæller også, at Signe Gundlach er typen, der giver den alt, hvad hun har, når først hun er gået ind i et projekt:

Hun er en fighter, og jeg ved, at hun rigtig gerne ville have taget sejren. På sigt kan hun se tilbage på en helt fantastisk oplevelse, der med garanti vil være med hende hele livet. Det her er ikke lige noget, man oplever hver dag.”

Til stede var også Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA. Hun har under konkurrencen uddelt store krammere til Signe, og nu fylder hun hende med masser af ros:

”Signe er ekstremt talentfuld. Det, der skiller hende ud fra resten af deltagerfeltet, er hendes evne til at skabe en relation til borgeren. Det er en evne, der er afgørende indenfor faget. Hun formår at fange borgerens opmærksomhed og engagere dem dybt i de opgaver, hun udfører. Det giver borgeren værktøjer til selv at løse opgaverne på sigt, hvilket er utrolig vigtigt,” siger Tanja Nielsen.

Hun er ikke i tvivl om, at det har den danske deltagelse i EuroSkills har været en kæmpe succes:

At vi i år for første gang deltager i EM i Sosu-Skills er af enorm betydning for Danmark og ikke mindst for social- og sundhedsfaget. Signe og hendes europæiske konkurrenter spiller en afgørende rolle i at fremme faget, og hendes præstation er en inspiration for mange. At Danmark har valgt at engagere sig så intensivt i EuroSkills er en kæmpe løftestang. Det kan inspirere unge mennesker, der måske tidligere har opfattet social- og sundhedsfaget som et skraldespandsfag.

Jeg har fået et vanvittigt tæt bånd til mine to trænere. Vi mister ikke forbindelsen, men vi mister alle de oplevelser, vi har haft sammen.

Signe Gundlach om forholdet til trænerne Susanne Hvid og Anne Kirstine Jensen.

Et helt særligt bånd

Signe Gundlach kan med rette tage en lur i flyvemaskinen hjem til Danmark søndag. I dagevis har hun nemlig haft gang i både sprøjter og pulsmålere, når hun skulle hjælpe skuespillere, der indtog rollen som patienter. Foran en dommer og et publikum skulle hun værne om borgere, drage omsorg for dem og udføre sygepleje. Og selvom det hele var et stort sceneshow, kunne hun godt bevare koncentrationen:

”Da jeg dystede til regionsmesterskaberne, syntes jeg, at det var akavet at snakke med skuespillerne. Nu har jeg prøvet det mange gange og kan sagtens gå ind i min helt egen verden. I mit hoved tænker jeg, at det er en rigtig patient, og at jeg har en vigtig opgave, jeg skal løse,” siger Signe Gundlach.

Hun er ikke i tvivl om, hvilken opgave til EuroSkills hun synes, var den sværeste.

”Det var en opgave, hvor jeg skulle tilse en patient med nyresvigt. Det er et svært speciale, der var mange ting at holde styr på, og vi har ikke øvet det ret grundigt hjemmefra,” siger Signe Gundlach.

Nu skal den vestjyske trio sænke skuldrene og drikke et glas bobler for at afrunde den danske deltagelse i EM i Sosu-Skills 2023. I dag kulminerede flere ugers intens træning på SOSU MV, og de mange timer i øvelokalet har betydet noget helt særligt for dem:

”Vi skal hjem i morgen, og så starter jeg på arbejde igen onsdag. Det er vemodigt, for jeg har fået et vanvittigt tæt bånd til mine to trænere. Vi mister ikke forbindelsen, men vi mister alle de oplevelser, vi har sammen. Det er ikke mange fra social- og sundhedsuddannelsen, der får samme forhold til sine undervisere, for med den intense træning kommer vi ind på hinandens liv på en anderledes måde, end når det bare er almindelig skoleundervisning. Det er ikke så fedt, at det er slut,” siger Signe Gundlach.

På trods af at Signe Gundlach desværre ikke kan flyve hjem med guld om halsen, var der dog alligevel medaljer til det danske landshold: Hele fem af sølv og tre af bronze.

Signe Gundlach er nu færdig med Skills, og SOSU MV er allerede nu i gang med at finde den deltager, der skal træde i hendes fodspor. Fire kandidater fra skolen er klar, og de skal dyste til regionsmesterskabet i Skills den 28. november 2023 i Herning.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev